I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet ”Levende” af Søren Ulrik Thomsen.
Digtet gentager udsagn
Sætningen ”jeg er levende” indgår hele ni gange i løbet af de 34 verslinjer. Gentagelsen giver digtet et messende og insisterende præg. Det er med til at skabe et intenst udtryk i teksten.
Det gentages med jævne mellemrum gennem digtet, men uden en helt fast regelmæssighed. Vi kan se, at det hver gang optræder lige efter en konkret sanseerfaring, for eksempel ”støder mod bordet/ jeg er levende”.
Når sætningen indgår så mange gange i digtet, påvirker det måden, vi læser det på. I begyndelsen lægger vi måske mest mærke til betydningen af ordene. Men når sætningen gentages, bliver vi mere opmærksomme på den som et lydligt element i teksten.
Gentagelsen giver på den måde den virkning, at ”jeg er levende” giver en ’musikalsk’ eller rytmisk effekt. Sætningen er ikke kun et udsagn, men en del af tekstens rytme som i et stykke musik.
Måske kan vi også sammenligne omkvædet med dét at knibe sig selv i armen for at se, om man drømmer eller er vågen. Vi ser i digtet ”Levende”, hvordan jeget sanser eller støder ind i virkeligheden og derefter konstaterer, at det er levende.
Omkvædet kan også opfattes som en kontrast til den forestilling om den anden persons død, som digtet skaber hos læseren. “jeg er levende” betyder i den forstand også ‘jeg er ikke død’. Så det bekræfter, at jeget er levende til forskel fra duet.
