Andre sproglige virkemidler
Der er rigtig mange gentagelsesfigurer i digtet
Den mest gennemgående sproglige figur i “LANGDIGT” er gentagelsen. Jeget gentager både enkelte ord og hele vendinger, og det sker på forskellige måder. Det vil sige, at der også bruges mange forskellige typer gentagelsesfigurer.
Fx gentager jeget udtrykket “MIG JEG” i begyndelsen af rigtig mange af digtets verslinjer. Dermed bruger digtet den gentagelsesfigur, der hedder anafor, hvor indledningen på en række sætninger eller verslinjer er identisk. Det skaber både sammenhæng og giver digtet et rytmisk, opremsende præg.
Det interessante i analysen af gentagelsesfigurerne er, hvilken betydning gentagelserne er med til at skabe. Gentagelser fremhæver bestemte ord og udtryk, så vi lægger særligt mærke til dem, og så de får en særlig betydning. Det ser vi et eksempel på i slutningen af “LANGDIGT”, hvor jeget henvender sig til sine forældre med følgende ord:
HVAD LIDER I FOR
FORÆLDRE
HVAD LIDER I FOR! (166)
Her gentages første og tredje verslinje helt ordret. Anden verslinje består bare af ét ord: “FORÆLDRE”. Dermed rettes vores fokus både mod dét udtryk, der gentages, og mod forældrene, der bliver placeret midt i gentagelsen. Vi kan tolke gentagelsesfiguren her som et udtryk for, at forældrene er indespærret i deres lidelse.
Jeget spørger egentlig, hvad forældrene lider for, men der kommer ikke noget svar. I citatet er det da også et udråbstegn, der står til sidst. Gentagelsen kan derfor snarere læses som en konstatering end et spørgsmål. Digtet konstaterer, at forældrene bliver ved med at lide, og at lidelsen kommer igen og igen. Den holder dem fanget, akkurat som ordet "FORÆLDRE" er fanget i gentagelsen af vendingen: "HVAD LIDER I FOR".
Gentagelsesfigurerne understøtter digtets indhold
Gentagelsesfiguren bruges på en lignende måde lidt tidligere i digtet. Her konstaterer jeget: EMPATI DET HAR JEG IK EMPATI (157). Det er en lidt underlig verslinje. Ordet empati gentages, men jeget erklærer, at han ikke har det. Det er som om, ordet bliver gentaget, fordi det er fremmed for jeget.
Nogle sider senere dukker ordet empati op igen. Igen gentages det, men nu i en lidt anden form:
MIG JEG HAR IK EMPATI
EMPATI DET HAR JEG IK (163).
Her har vi først digtets jeg, der erklærer, at han ikke har empati. I anden verslinje konstaterer han det samme, men rækkefølgen er omvendt. Først nævner han ordet empati og konstaterer derefter, at han ikke har det.
Den form for gentagelsesfigur kal...
