Kristendom

Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse

En af de tre trosbekendelser, som er en del af den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag hedder Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse – for nemheds skyld ofte blot kaldt Den nikænske trosbekendelse – er produktet af det første kirkemøde i Nikæa i 325 f.Kr, som blev revideret i Konstantinopel i 381 f.Kr.

Kirkemødet i Nikæa var arrangeret af den romerske kejser Konstantin, der netop havde gjort kristendommen til statsreligion og ikke kunne leve med de teologiske uenigheder, som fandtes. Han indkaldte derfor alle førende biskopper indenfor kristenheden fra hele den kendte verden med den hensigt at nå til enighed om én tro. 

I den nikænske trosbekendelse er det væsentlige problem, at nogle afviste treenighedslæren, da de ikke mente Jesus var af samme natur som Gud, dvs. han er kun en underordnet søn. Den mest kendte repræsentant for dette synspunkt var Arius fra Alexandria, som lagde navn til bevægelsen arianismen. Bekendelsen slår treenighedslæren fast med syvtommersøm og Arius udråbes som kætter.

Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse bruges indimellem i den danske folkekirke i stedet for den apostolske bekendelse. Primært for afvekslingens skyld.