Fremstillingsformer
Der er ingen fortæller
Mange dokumentarfilm har en fortæller, som enten kan optræde som del af filmen eller som voice-over. Sådan er det ikke i filmen Gasolin. Her er der ingen fortæller.
I stedet er der interviews. Men interviewene består ikke af spørgsmål og svar. Vi kan gætte på, at der sandsynligvis har været stillet spørgsmål, da optagelserne blev lavet, men de er klippet ud, så interviewene fremtræder som beretninger uden afbrydelser. Samtidig bliver lyden fra et interview flere gange brugt som voice-over på en anden billedside. På den måde kommer de interviewede personer til at fremstå som fortælleren i hver sin lille sekvens.
Kim Larsen er så dominerende i uddragene, at han næsten fremstår som en slags fortæller. Men han udtaler sig på samme niveau som Wili Jønsson, og han får dermed ikke den autoritet, en fortæller normalt har, hvor de forskellige former for dokumentation udlægges autoritativt på et overordnet niveau.
Virkning
Når der er en fortæller, betyder det som regel, at dokumentaren har en klar sammenhæng. Fortælleren guider os gennem de forskellige dele og vil ofte på en eller anden måde fortælle, hvad der er pointen med de forskellige klip. Det sker ikke i uddragene fra Gasolin, og det betyder, at vi som publikum selv skal gætte os til pointen med hvert af de mange klip. Det giver kompleksitet, og vi kan komme til at mangle fokus i fortællingen.
Personerne får selv lov til at fortælle i interviewscenerne. Deres udsagn bliver hverken underbygget eller modsagt. Det gør det tydeligt, at der er tale om personernes egen fortælling, og altså et subjektivt persp...