Personer

Carl bruger kattens skæbne til at skræmme Åge

Carl råber ud ad vinduet til Ellen og Åge, da han ser dem stå over resterne af det forkullede kattelig:

”[…] hun er ikke sådan at løbe om hjørner med, den September. Hun haler ind på os alle, gør hun, hun haler ind på os, og hun er en streng dame, siger jeg jer, se selv hvordan hun kan brænde, brænde hele skidtet op! Pas du hellere på, Åge, hun skal nok få fingrene i dig også, pas hellere på, fortiden haler ind på os alle!”

Her udlægger Carl kattens skæbne som en slags straf. Det troløse dyr er blevet indhentet af sin fortid. Carl tolker det som en slags advarsel til Åge – eller måske snarere en slags forvarsel om, at han også vil komme til at brænde for fortidens synder. Carl hentyder til, at Åge i sin tid forlod sin kone og sine børn. 

Carls advarsel har den virkning, at Åge ikke tør komme ned mere det efterår. Han bliver i sin lejlighed. Det betyder, at Carl endelig har mulighed for at tilbringe tid alene med Ellen. Han har altså fået at udnytte Åges gamle sømandsovertro til at rydde konkurrencen om Ellen af vejen. Derfor er han godt tilfreds i novellens slutning, hvor han ikke længere er grov og vred, men tværtimod sidder ved siden af Ellen og ”smiler mildt”.