Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”De blå øjne” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Det kan vi se ved, at fortælleren har adgang til flere af personernes tanker og følelser. Fortælleren ved fx, at skipperen er ”meget stolt af og glad over” sin galionsfigur. Fortælleren ved også, at Sofie er jaloux på galionsfiguren, og at hun bliver forskrækket, da hun opdager, at hendes syn er blevet så dårligt, at hun ikke kan træde en nål. Fortælleren kan dermed frit bevæge sig ind og ud af personernes tanker og følelser. Det viser os, at fortælleren er alvidende.

Herudover er fortælleren ikke bundet til ét sted, men kan flytte sig rundt til forskellige steder i fortællingen. Det ser vi ved, at fortælleren både kan være til stede i Ostindien, da skipperen får safirerne, og være til stede i Helsingør hos Sofie. Det er også et kendetegn ved den alvidende fortæller.

Endelig er fortælleren en tredjepersonsfortæller. Det betyder, at fortælleren ikke optræder som et ”jeg” i fortællingen, men derimod fortæller historien i tredjeperson. Vi kan allerede i fortællingens første linje se, at der er tale om en tredjepersonsfortæller:

For 150 år siden levede der i Helsingør en ung skipper, som var meget forelsket i sin unge smukke kone. Da lykken nu i tidens løb stod hans flid og snildhed bi, og han fik sit eget skib, opkaldte han det efter hende: ”Den smukke Sofie”.

Her er ikke noget ”jeg”, som fortæller. Derimod fortælles der om ”en ung skipper”, ”hans”, ”han” og ”hende”. Det viser os, at fortælleren er en tredjepersonsfortæller.

Virkning

I ”De blå øjne” er fortælleren altså en alvidende tredjepersonsfortæller. Den type fortæller giver os indtryk af, at fortælleren har det store overblik over begivenhederne. Det indtryk skyldes fx, at fortælleren kan flytte sig rundt til forskellige steder i fortællingen, og at fortælleren frit kan bevæge sig ind og ud af personernes tanker og følelser, præcis som fortælleren i ”De blå øjne” kan. For læseren medfører det, at vi får en oplevelse af autoritet og stabilitet hos fortælleren. Vi føler, at vi kan stole på det, som fortælleren fortæller os.

Med den fortællertype, som der er i ”De blå øjne”, får vi også indtryk af, at fortælleren nøje udvælger, hvilke informationer vi skal have. Derfor stiller vi typisk ikke spørgsmål ved relevansen af de forskellige dele af en tekst.

Der er flere steder i ”De blå øjne”, hvor vi dog kan undre os lidt over netop relevansen. Fx virker det lidt mærkeligt, at vi pludselig skal have en lang forklaring om finnekonens far, og hvordan han solgte god vind i en sæk til søfolk. Men fordi vi har fornemmelsen af, at fortælleren har overblik over sin fortælling, accepterer vi, at den del også har en plads i fortællingen. Den lille historie om finnekonens far beskæftiger sig fx med at være sømand og med sømænds tendens til at være overtroiske, og på den måde er den med til at understøtte tekstens maritime tema.

Synsvinklen er kombineret ydre og indre

Der er både indre og ydre synsvinkel i ”De blå øjne”. Den indre synsvinkel er reserveret til skipperen og Sofie. Det vil sige, at det kun er deres tanker og følelser, vi får beskrevet indefra. Når det er andre personer, der optræder i teksten, bruges der udelukkende ydre synsvinkel. Det gælder fx den gamle finnekone.

Det er især, når Sofie er til stede i teksten, at der er indre synsvinkel. Det er der et eksempel på, efter at Sofie har sagt til skipperen, at det ville være bedre, hvis han gav safirerne til hende som øreringe, og han afslår:

Nu turde den unge smukke skippermadam ikke mere bede sin mand om de blå sten. Men hun tænkte på dem hver dag og så sig tit i spejlet, idet hun forestillede sig hvor godt de ville have klædt hende, hvis de havde siddet i hendes øren.

Her får vi et indblik i Sofies tanker om safirerne, og vi oplever situationen indefra sammen med hende. Hun tænker på safirerne hver dag og forestiller sig selv med dem på. Lidt senere...