I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke novellen ”Kardinalens første historie”. Novellen er skrevet af Karen Blixen i 1957 og udgivet i Sidste fortællinger.
I novellen udfoldes et tema om menneskelivet som skæbnebestemt. Samtidigt fremhæves den klassiske fortællekunst alvidende karakter som en særlig vej til at forstå skæbnen.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
"Kardinalens første historie" finder sted i en ikke nærmere bestemt fortid i det sydlige Italien. Den foregår i et adeligt og kirkeligt miljø blandt prinser, prinsesser, kardinaler og andre magtfulde personer. Den foregår i luksuriøse omgivelser, hvad enten det er i en afsides villa i bjergene eller i et storslået palazzo i Napoli. Det fremmedartede miljø er ikke beskrevet i mange detaljer. Men det er alligevel med til at give novellen et eksotisk og nærmest mytologisk skær.
Miljøet bliver også afspejlet i den sproglige stil, som allerede klingede gammeldags i 1957, hvor novellen blev skrevet. Miljøet fungerer mest af alt som et fremmedartet og ophøjet bagtæppe, som det menneskelige drama kan udspille foran.
En fortælling behøver som regel også en lytter. Et du, jeget fortæller til. Det snydes vi ikke for i Blixens novelle. Vi har nemlig den sortklædte kvinde, som interesseret spørger ind till hvem kardinalen er. Hun spiller ikke nogen større rolle end som samtalepartner - og vi bliver aldrig ret klogere på hendes baggrund.
Hendes sorte klæder kunne måske være tegn på, at hun er enke og dermed har fået rodet op i sit liv. Vi ved det ikke. Men hun har i hvert fald opsøgt kardinalen for at få styr på sin tilværelse. For at blive klogere på, hvem hun er. Fortællingen belærer hende indirekte om, at mennesket må acceptere sin skæbne på godt og ondt.