Sprog

“Polterabend” er skrevet i et normalt stilleje, men stilen skifter indimellem til enten høj eller lav. I dialogerne blandt vennegruppen er stilen lav, men stilen skifter til normal eller høj, når vi hører jegfortællerens tanker og beskrivelser. Vi fokuserer på, hvilken indflydelse sprogbrugen og den skiftende stil har på vores opfattelse af vennegruppen og af fortælleren. “Polterabend” benytter sig af meget lidt billedsprog. Vi analyserer, hvilken virkning det har.

Fortællerens sprogbrug viser, at han føler sig hævet over vennegruppen

Vi kan blandt andet beskrive en novelles sprog ved at tale om høj stil og lav stil. En novelle er skrevet i høj stil, hvis den har komplicerede og lange sætningskonstruktioner og ingen slang eller dialekt. Ved høj stil bruger forfatteren ofte gammeldags ord eller fremmedord. Det modsatte gør sig gældende, hvis en novelle er skrevet i lav stil. Den lave stil er kendetegnet ved forholdsvis korte og enkle sætninger, hverdagsprægede og let forståelige ord og sætninger. En novelle er skrevet i lav stil, hvis forfatteren bruger meget talesprog, slang eller dialekt.

I “Polterabend” er den sproglige stil skiftende: Novellen er skrevet både i normal og i lav stil. Stilen er normal og til tider høj, når vi hører jegfortællerens tanker eller beskrivelser. Stilen er lav, når vennegruppen har dialoger. Forskellene i vennegruppens og fortællerens sproglige stil skaber en distance mellem de to parter. De to parters sprogbrug understreger, at de har rod i to meget forskellige miljøer.

Fortællerens sprogbrug er normalt, men til tider præget af høj stil. Den høje stil kan vi genkende i novellens lange sætninger, fremmedord og gammeldags udtryk. Vi kan tage fat i et konkret eksempel på jegfortællerens sprogbrug, hvor vi kan se den høje stil: “Og jeg bestilte mere laks, og en flaske til, mens jeg observerede optrinnet og i mit stille sind frydede mig over, at alt hvad de gjorde så ganske afgjort modsvarede mine forventninger”. I eksemplet er sætningen lang, og den i...