Fortælleteknik

Fortælleteknikken i ”Polterabend” er speciel, fordi vi har at gøre med en jegfortæller, som bidrager med fortællerkommentarer og subjektive vurderinger. Kommentarerne har stor betydning for den måde, vi som læsere oplever historien på. I dette afsnit fokuserer vi på virkningen af novellens fremstillingsform, fortællerens subjektivitet og fortællerens skiftende synsvinkel.

Fortælleren er en jegfortæller

Jegfortælleren eller førstepersonsfortælleren er kendetegnet ved, at fortælleren optræder i novellen som et ‘jeg’ eller et ‘vi’. Fortælleren bruger ord som ‘jeg’/’mig’, ‘vi’/’os’ eller ‘min’/’mit’/’vores’.

“Polterabend” fortælles af en jegfortæller. Fortælleren giver sig til kende gennem et “jeg” allerede i historiens første linje: “Det var først senere jeg selv kom ind i billedet. Meget senere i forløbet af deres dag, …”. 

Efter denne sætning får fortælleren karakter af en alvidende fortæller. En alvidende fortæller har adgang til flere personers tanker og følelser. En jegfortæller har kun indblik i sine egne tanker og oplevelser og kan ikke se begivenhederne fra andre synsvinkler. Jegfortælleren gør i novellens første sætning opmærksom på, at han ikke selv har været til stede under den del af begivenhederne, han nu vil fortælle om. Derfor kan han af gode grunde ikke berette om dem fra sin egen synsvinkel. 

I lejligheden og på vej til toget har jegfortælleren ikke en fysisk rolle i historien. Her oplever vi historien gennem en slags fortællerstemme, der er fluen på væggen. Vi kan her betegne fortælleren som en alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren tilkendegiver sig kun gennem ordet ‘man’: “Det var lidt mærkeligt, og man mærkede tydeligt, at det her var afslutningen på noget".

Vi betegner ham som alvidende, fordi han har indblik i flere af personernes tanker: “Men de unge mennesker havde svært ved at formulere deres blandede følelser, så det føltes som en stor lettelse, da der lød råb og motorlarm fra gaden" og “Selvom Simon egentlig ikke kunne lide det”. Fortælleren ved, hvad både ‘de unge mennesker’ og Simon føler. Fortælleren kender personernes navne, og han har overblik over vennegruppens fortid: “efter Knuds ankomst med et kejtet, forelsket smil til Eva og en lille pose med musik fra starten af 90’erne, hvor han havde været en del sammen med Simon og drengene".

Fortælleren giver sig først til kende via et ‘jeg’ igen, da han sidder i togkupéen: “Men der var så overfyldt med pendlere i de andre kupeer, at jeg lod mig nøje …". Da vennegruppen stiger på toget, bliver jegfortælleren selv en fysisk del af begivenhederne - han får en rolle i historien: “Stille og fredeligt, uden at vække opmærksomhed, tog jeg dagens avis og anbragte den foran ansigtet, så jeg faldt i et med kupeen”. Jegfortælleren er herfra fysisk vidne til begivenhederne i togkupeen og senere på Strøget. Vi oplever karakterernes handlinger gennem jegfortællerens øjne. Jegfortælleren beretter om dét, han fysisk kan se og høre: “Det gik galt. Men desværre kunne jeg ikke rigtigt se hvordan”.

Fortælleren har til tider alligevel indblik i dét, vi må regne for at være ude af hans fysiske synsvinkel: “..., og Simon var rørt og stolt og glad, og trods den pænt store brandert de havde påført ham, tænkte han helt klart, og med alle sine følelser: - De er mine venner ... -“. Fortælleren siger ikke: “Det så ud som om, Simon var rørt”, men han konstaterer det, som om han var inde i Simons hoved. Her får fortælleren altså igen karakter af at være en alvidende fortæller, selvom jegfortælleren nu er fysisk til stede.

Fortælleren i “Polterabend” bruger fortællerkommentarer. Han kommenterer og vurderer løbende det fortalte. For eksempel bemærker jegfortælleren, at vennegruppen “... bevægede sig længere og længere ud ad en tangent” og kommenterer på Simons udklædning: “Han så forfærdelig ud”. Vi vil komme nærmere ind på dette i afsnittet om fortællerkommentarer.

Virkning

En jegfortæller giver et subjektivt og personligt blik på begivenhederne. Vi forstår historien igennem jegets synsvinkel. Derfor skal vi være opmærksomme på, at det fortalte er præget af fortællerens vurderinger, holdninger og syn på verden. Fortællerens beskrivelse af begivenhederne og personerne er med andre ord subjektiv.

“Polterabend” fortælles af en jegfortæller, og det medfører, at vi som læsere oplever Simon, vennegruppen og begivenhederne, som jegfortælleren oplever dem. Vi må altså være opmærksomme på, at vores billede af Simon og vennegruppen er meget præget af, hvad jegfortælleren personligt synes om Simon og vennegruppen. Når jegfortælleren siger: “Han så forfærdelig ud”, så smitter det af på os som læsere. Det gør det, fordi vi mere eller mindre automatisk identifice...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind