Her giver vi dig inspiration til, hvad du kan komme ind på i en personkarakteristik af de centrale personer i Isbjørnen af Henrik Pontoppidan.
Som voksen i Grønland gør han oprør mod de danske normer
Opholdet i Grønland bliver et vendepunkt. Thorkild er meget fascineret af grønlændernes vilde levevis, og modsat alt, han rørte ved i Danmark, har han evner for det vilde liv. Lysten til at leve som grønlænderne kæmper dog med samvittigheden. Som dansk præst er han netop sendt dertil for at ‘civilisere’ dem. Men efter “hæftig sjælekamp” overgiver han sig. Romanen bruger det billede, at han glider:
Nu, da han havde vovet springet, lukkede han øjnene, stoppede ørene til for samvittighedens røster … og lod sig glide.
Billedet leder dels tanken hen på grønlændernes elegante gliden ned ad isskråningerne og dels på, at Thorkild giver slip på både selvkontrollen, civilisationen og de danske normer. Herefter bliver han på alle måder grønlandsk, opbygger selvtillid og får et lykkeligt ægteskab med pigen Rebekka. Hans gamle øgenavn “Isbjørnen” passer pludselig godt til ham. Han bliver alt i alt “et genskabt menneske”.
På sigt tager Thorkild rollen som præst på sig. Han prædiker for grønlænderne “på sin egen, djærve måde og efter fattig evne”, men netop fordi han er som grønlænderne selv, kan han nå dem med det kristne budskab. Han belærer dem ikke og skaber ikke nogen distance mellem menighed og præst, som det er normen i Danmark.
