Fortolkning, tema og budskab

Det lyriske jeg længes efter at forene det åndelige og det jordiske

”Indvielsen” er et digt om længsel. Længslen er dog hverken rettet mod en kvinde, en mand eller et andet typisk kærlighedsobjekt. Den er mere abstrakt. Digtet handler nemlig om det lyriske jegs længsel efter en ”anden Natur” – en åndelig natur. Jeget længes efter idéverdenen, som den hedder i Platons filosofi. 

I digtets begyndelse føler det lyriske jeg en uhåndgribelig længsel. Han er endnu ikke klar over længslens genstand, men situationen antyder, at han længes efter at få himlen ned på jorden. Han længes med andre ord efter at forene idéverden og fænomenverden. Han stirrer nemlig på den blanke havoverflade, som vi kan forestille os må spejle himlen:

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
                Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
                Bölgerne hvilte, 

Da han stirrer ned på havet, ser han himlen spejle sig. Situationen er et konkret billede på den enhed, han på et mere abstrakt plan længes efter. Han længes efter at se den åndelige verden (himlen) træde frem i den fysiske eller materielle verden (jorden og havet). 

Den slags indsigt er det de færreste, der formår at opnå. I romantikkens verdensopfattelse er den forbeholdt geniet. Det romantiske geni er et særligt følsomt og intuitivt menneske, der ofte beskæftiger sig med litteratur eller kunst. 

Det lyriske jeg i ”Indvielsen” fremstiller netop sig selv som et romantisk geni. Det bliver tydeligt, da han bliver indviet i digtekunstens hemmeligheder af en muse i strofe 2:

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
                Anelsen vakte,
I Aftenröde Musen nedsteeg,
                Harpen mig rakte,
Og ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind