Fortælleteknik og personer

"Indvielsen" er fortalt af et lyrisk jeg, der fremstår som et romantisk geni

”Indvielsen” er fortalt af et lyrisk jeg. Fortællersynsvinklen er tydeligt fra digtets allerførste ord, som nemlig er ”Jeg”:

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,

Det lyriske jeg i ”Indvielsen” er et eksempel på en af romantikkens helt centrale skikkelser: Geniet. Geniet er et særligt følsomt individ, der har adgang til andre erkendelser end almindelige mennesker. Digtergeniet kan formidle sine erfaringer om verdens sande sammenhæng i digte, så andre også kan ane forholdet mellem det jordiske og det åndelige. 

Det lyriske jeg gennemgår et forløb, der kan inddeles i fire stadier. De fire stadier svarer til udviklingen af jeget i de fire strofer.

Det lyriske jeg længes

I første strofe føler det lyriske jeg en ubestemmelig længsel:

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
                Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
                Bölgerne hvilte,
Da hælded’ Solen til Havets Bryst
Og rundtom rödnede Luft og Kyst.

Længslens genstand er ubestemt. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad det lyriske jeg længes efter. Vi ved dog, at jegets længselsfulde blik er rettet mod havets blanke overflade, som spejler himlen. Vi kan tolke dette billede, som om jeget længes efter den forening af ”Himlene” og ”Dybet”, som finder sted i havoverfladens refleksion. 

Himlen og dybet er i så fald fysiske billeder på det metafysiske og viser os, at jeget længes mod en enhed af det åndelige og det materielle. Med Platons begreber kan vi også sige, at han længes mod en enhed mellem fænomenverdenen og idéverdenen. 

Jeget føler altså en splittelse. Han føler sig adskilt fra idéernes verden, som han længes efter. 

Musen indvier jeget som digter

I strofe 2 gennemgår det lyriske jeg en forandrin...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind