Andre sproglige virkemidler

Digtet er bygget op omkring en række modsætninger

”Indvielsen” er et digt, der er bygget op omkring flere modsætningspar. Det lyriske jeg bevæger sig frem og tilbage imellem modsætningerne i et forsøg på at forene dem til én harmonisk og sammenhængende enhed. 

I første strofe bliver vi præsenteret for modsætningen mellem ”Himlene” og ”Dybet” under pynten som jeget stirrer længselsfuldt ned i:

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
                Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
                Bölgerne hvilte,

Det særligt raffinerede ved dette modsætningspar er, at himlen naturligvis bliver reflekteret i den rolige vandoverflade i dybet under pynten. Når jeget stirrer ned i dybet, så stirrer han derfor også på himlens spejlbillede. Han ser ned, men bliver samtidig bevidst om, hvad der sker oppe (”Himlene smilte”). De to modsætninger, den høje himmel og havoverfladen i dybet, bliver forenet i refleksionen. 

Vi får på den måde en forståelse af, hvad det er, det lyriske jeg længes efter, nemlig at modsætningen mellem himlen og jorden skal blive ophævet. 

Splittelse og enhed er en grundlæggende modsætning i digtet

VI får her også antydet en anden vigtig modsætning i digtet. Nemlig modsætningen mellem splittelse og enhed. Vi kan også beskrive modsætningsparret med de filosofiske begreber dualisme og monisme.

Modsætningen kommer tydeligt til syne, hvis vi ser på de to sidste strofer. I strofe tre opfatter det lyriske jeg i et inspireret øjeblik alting som én stor organisme. Han genkender sig selv i naturen, fordi han fornemmer, at alt er gennemstrømmet af den samme ånd. Modsætningen mellem ånd og materie, mellem idéverden og fænomenverden, er ophævet. Alt er ét:

Da rundt en anden Natur der blev,
                Vindene talte;
Fra Skyer, som bl...