Sprog

Sproget er jordnært og realistisk

Hvis der skulle komme et menneske forbi er skrevet i et sprog, som gør, at bogens replikker og beskrivelser virker jordnære og realistiske. Replikkerne er skrevet, så de virker troværdige i forhold til personerne og deres baggrunde. Replikkerne er med andre ord realistiske i forhold til sociolekten, altså det sprog som tales i et tilsvarende, virkeligt socialt miljø. 

Der er også lagt vægt på, at barnets fortællerstemme har et alderssvarende sprog. Vi ser til eksempel, hvordan der er vanskelige ord, som barnefortælleren ikke forstår, som fx sygeplejerskens “Jeg kondolerer” (kap. 3). Ordene falder, da faren og børnene skal besøge moren på hospitalet efter hendes abort af et dødt foster. 

Romanens voksne karakterer bruger overvejende et simpelt talesprog. De har et begrænset ordforråd, taler i korte sætninger og bruger løs af bandeord. I mange tilfælde går deres samtaler også i stykker, fordi de ikke formår at lytte til hinanden:

“Den danske rotte er blevet modstandsdygtig,” sagde min far.
“Vi kan ringe til en skadedyrsbekæmper,” foreslog min mor.
“Njaaaa,” han trak på det. “Små slag, Lonny.”
“Jeg gider det ikke mere, det er fandens ulækkert.”
“Vi ordner det selv. Det kan jeg sagtens klare.”
“Det må du om.” 

I samtalen her indleder faren med noget, som han sikkert har hørt i TV. Det er nemlig ikke udtryk, som ellers ligger til ham. Samtalen går galt, fordi faren ikke respekterer morens frustrationer over rotterne. Moren signalerer til sidst, at hun ikke gider snakke mere om det. Vi ser altså her og flere andre steder i bogen, at karaktererne har svært ved at kommunikere med hinanden.

Talesprogets klicheer viser mangel på evne til at tænke dybere tanker

Karaktererne har en stor brug af sproglige klicheer. En sproglig kliché er et forslidt udtryk, som folk bare bruger uden at lægge noget dybere indhold i det. Klicheer kan læses som et tegn på, at karaktererne mangler evner til at reflektere og tænke dybere tanker:

“Det er altid de gode, der dør først,” sagde min mor.
“Hvad fanden mener du men dét?” spurgte Trunte.
“Ikke noget,” sagde min mor. “Det er bare sådan noget, man siger.”
“Døden rammer tilfældigt!” sagde Trunte.

Her indrømmer Tues mor faktisk, at hun bare har fyret en kliché af. Trunte, som protesterer over det, svarer igen med en ny kliché. Inge...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind