Argumentation og appelformer

Her får du hjælp til at analysere og karakterisere argumentationsmåden og appelformerne i “Hvad er det at være dansk?”.  Vi vil tage udgangspunkt i Søren Krarups brug af logos, etos og patos og se nærmere på, hvordan han bruger appelformerne til at argumentere for sine holdninger i teksten.

Logos - Krarup taler til fornuften

I store dele af Krarups tekst møder du argumenttyper, som taler til læserens fornuft. De vigtigste er definitioner og sammenligninger.

Klare definitioner taler til fornuften

Krarup bruger definitioner til at tale til modtagerens fornuft. Med en definition formulerer man, hvad noget (fx danskhed) grundlæggende er. Dermed gør man det let for modtagerne at forholde sig til emnet med fornuften.

Det første synspunkt i Krarups tekst er et svar på titlens retoriske spørgsmål “Hvad er det at være dansk?” Krarup vælger at svare på spørgsmålet ved at give sin egen definition. At være dansk er noget, man bliver født til og med:

At være dansk er at være dansker – dvs. at være barn af Danmarks historie, af det danske sprog, af det danske folks liv og levnedsløb. Det danske finder man ikke selv på. Det fødes man til. Eller det fødes man med, for danskhed er netop et eksistensvilkår, en frugt af fødsel og historie, en tilværelse, der er givet med danskernes liv og færden i dette land igennem tusind år.

Citatet giver en klar definition af begrebet ”dansk”.  Med fødslen bliver man del af en historisk, slægtsmæssig og sproglig sammenhæng. En klar definition som denne taler til læserens fornuft ved at lægge op til overvejelse: Er man enig eller uenig i definitionen?

Sammenligninger taler til fornuften

I Krarups tekst er en række sammenligninger, der appeller til læserens fornuft. Læseren vil ved en klar sammenligning kunne afgøre med fornuften, hvad ligheder og forskelle er på noget. Sammenligninger gør det derfor let at tage stilling.

Krarup kobler i sit første afsnit det danske til det at være født i Danmark. Den kobling bruger han til en gennemgående sammenligning af det at være dansk og det at være en del af en familie.

Kærlighed til fædrelandet er da ikke en isme, en ideologi, en holdning. Det er noget grundlæggende, som man ikke taler om, endsige dyrker. Det er netop ligesom med ens forældre. Man snakker ikke ustandseligt om kærligheden til sin far og mor (...) Ja, først når det er truet, bliver man sig det virkelig bevidst (...) Hvor ens hjem er truet af ruin, bliver man klar over, hvad det betyder for én. Hvor ens far eller mor bliver dødssyg, forstår man, at man er deres barn. Hvor ens land er truet af udslettelse, vækkes kærligheden til...