Jegfortællerens følelser gør ham upålidelig
Jegfortælleren troværdighed er udfordret af hans følelser. Det viser sig bl.a. i, at han ikke er konsekvent i sit syn på penge og fornuftsægteskaber. I novellens indledning vandrer han omkring på heden og forestiller sig, hvordan verden ville være bedre, hvis mennesket ikke gik så meget op i materielle ejendele og ejendomsret i det hele taget.
Men han ændrer synspunkt, da han sidder med Michel Krænsen, som afviser Esbens frieri til Cecil af økonomiske årsager. Pludselig kan jegfortælleren godt se det fornuftige i at bekymre sig mere om penge end om romantiske idealer. Hvad er motivet bag det pludselige holdningsskifte? Hvorfor forsøger jegfortælleren ikke at overbevise Michel Krænsen om, at Cecil og Esben selvfølgelig skal have lov til at få hinanden?
En mulighed er, at han selv er blevet forelsket i Cecil, hvilket hans tydelige fascination af Cecils udseende og væremåde kan være tegn på. Derfor støtter han Michel Krænsen, da han afviser bejleriet. Cecils stærke reaktion på afvisningen slukker dog hurtigt jegfortællerens forhåbninger om, at han selv kunne have en chance hos Cecil. Derfor forfølger han ikke sin egen chance hos Cecil.
Han forestiller sig derimod, at Esben og Cecil vil få hinanden til sidst, selvom Michel Krænsens afvisning af Esbens første frieri selvfølgelig er en forhindring på vejen. Ved sit næste besøg forventer han at møde Esben, Cecil og måske et par børn i hosekræmmerhjemmet – men han tager fejl.
