Del 3: Andet besøg 6 år efter

(fortsættelse af "Hosekræmmeren")

Der gik sex Aar hen, inden jeg igjen kom paa denne Kant af Heden; det var et ligedant stille, varmt September-Vejr som forrige Gang. Tørsten drev mig til Huus, og det traf sig saa, at Hosekræmmerens netop var det nærmeste. Ved at gjenkjende den gode Michel Krænsens eensomme Vaaning, kom jeg først i Tanke om den smukke Cecilia og hendes Kjereste; og Nysgjerrighed efter at vide, hvad Udfald denne Hedeidyl havde faaet, drev ligesaa stærkt som Tørsten. Under slige Omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at anticipere den virkelige Historie; jeg gjør mine Gisninger, jeg forestiller mig, hvorledes det kunde og borde være, og prøver hvorvidt mit Bestik vil stemme overeens med Skjæbnens Styrelse. Ak! som oftest ere mine Gjetningers Afdrivt fra Begivenhedernes rette Cours saare stor! Saaledes ogsaa her: Jeg tænkte mig Esben og Cecilia som Mand og Kone; hun med en Glut ved Brystet, Bedstefaderen med en eller to større paa sit Knæe, den unge Kræmmer selv som en drivtig og lykkelig Bestyrer af den nu udvidede Strømpehandel - men, det kom ganske anderledes.

   Idet jeg traadte ind i Forstuen, hørte jeg en blød kvindelig Stemme synge, hvad jeg i Førstningen antog for en inddyssende Vuggesang; dog var Tonen saa tungsindig, at min høje Forventning allerede fik et betydeligt Nedfald. Jeg blev staaende og lyttede: Visens Indhold var haabløs Elskovs Klage. Udtrykket var simpelt, men sandt og rørende; men min Hukommelse beholdt kun det ved Slutningen af hvert Vers gjenkommende Omqvæd:

»Den største Sorg i Verden her, 
Er dog at miste den, Man har kjer.« 

Med mørke Ahnelser aabnede jeg Stuedøren.
   Et middelaldrende stort og ført Bondekvindfolk, som sad og kartede, faldt mig først i Øjnene; men det var ikke hende, der sang. Den Syngende vendte Ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede Hænderne, som om hun spandt. Den første rejste sig, og bød mig Velkommen; men jeg gik frem for at see den Anden i Ansigtet. - Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, matte være af samme Stof som Macbeths Dolk. - Hun standsede baade med Sangen og med sit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: »Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han snart?« Jeg fornam, hvorledes jeg var faren; og svarte ligesaa hurtigt: »Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse Dig fra ham.« »Saa maae jeg ud at møde ham!« raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren. »Tøv lidt, Cecil!« sagde den Anden, og lagde Karterne tilside, »og lad mig komme med!« Dertil blinkede hun ad mig, og virrede med Hovedet - hendes Minespil var overflødigt. »Moer!« raabte hun højt mod Kjøkkendøren, »der er En herinde. Kom ind! for nu gaae vi.« Hun sprang efter den Vanvittige, som allerede var ude i Gaarden.

   Den Gamle kom ind; jeg gjenkjendte hende ikke; men formodede dog rigtignok, at hun maatte være den ulykkelige Piges Moder. Sorg og Alderdom havde vel ogsaa taget stærkt paa hende. Ej heller hun erindrede mig fra forrige Gang; men efter et »Velkommen! Sid ned!« gjorde hun det sædvanlige Spørgsmaal: »Med Forlov, hvor er den gode Mand fra?« Jeg sagde dette, og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle Aar siden. »Herre Gud!« raabte hun, og slog Hænderne sammen, »er det Dem? Vær saa god og sæt Dem op for Bordenden, mens jeg skjærer et Stykke Smørrebrød - maaskee De ogsaa er tørstig?« Uden at oppebie mit Svar skyndte hun sig ind i et lidet Sideværelse, og kom snart efter tilbage baade med Spise og Drikke.
   Vel var jeg begjærlig efter at erfare det Nærmere angaaende den stakkels Cecilia; men en Forudfølelse af noget særdeles Sørgeligt dæmpede min Nysgjerrighed, og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg baade ønskede og frygtede at høre. »Er Manden ikke hjemme?« var min første Tiltale. »Min Mand?« sagde hun, »ham har vor Herre taget for længe siden; ja saamænd! det bliver nu tre Aar til Mikkelsdag, at jeg har siddet Enke - et Stykke endnu! vær saa god! og forsmaae det ikke! det er rigtignok kun Bondekost!« »Mange Tak!« svarte jeg, »jeg er mere tørstig end sulten - saa eders Mand er Eder nu falden fra - det var et stort Tab, en stor Sorg for Eder - « »Ak ja!« sukkede hun med taarefyldte Øjne; »men det var ikke den eneste - Herre Gud! saae De ikke vor Datter?« »Jo!« svarede jeg, »hun forekom mig lidt aparte - « »- Hun er reent afsindig« sagde hun, bristende i Graad, »vi maae holde et Menneske bare for at passe paa hende, og hun kan heller ikke tage sig stort Andet for; hun skulde rigtig nok fare med at spinde og binde lidt, men det har intet Skrid, for hun maae løbe med hende vel de sexten Gange om Dagen, naar hun kommer i Tanker om Esben - « »- Hvor er Esben?« afbrød jeg: »I Guds Rige« svarte hun, »saa De har ikke spurgt det? Ja Gud naade os! han fik en ynkelig Død; saadan en Elendighed har der aldrig Nogen hørt - De maae ikke være storagtig; spiis og drik, mens De lyster! - ja saamænd! jeg har gaaet Noget igjennem, siden De var her sidst. Tiderne ere ogsaa besværlige: med Hoserne er det forbi, og vi skal holde Fremmede til at see efter Alting.« Da jeg mærkede, at hendes Sorg over det Forbigangne, blandet med Omsorg for det Nærværende, ikke var større, end at hun jo vel vilde udholde at fortælle mig hendes Gjenvordigheder, bad jeg hende derom. Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beretning, som jeg - med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger - vil levere saa godt jeg formaaer i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.