Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Irene Holm” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren har adgang til flere af personernes tanker, men adgangen er begrænset: Det er de ydre handlinger, fortælleren fokuserer på. 

Der er altså tale om en alvidende tredjepersonsfortæller, hvis bestræbelse er at gengive historien objektivt. Det er ikke fortællerens egne holdninger, der fylder.

Imidlertid giver fortælleren sin holdning til kende i enkelte fortællerkommentarer. Fx: ”Les lanciers lignede et Haandgemæng”. Her ser vi, at fortælleren sammenfatter beskrivelsen af scenen med en lettere komisk og ironisk sammenligning. Vi skal som læsere forstå, at Irene Holms forsøg på at skabe smuk lanciers har trange kår. Hendes hårde arbejde bærer ikke frugt. Istedet ligner dansen ”et Haandgemæng”, en slags slåskamp.

I novellens sidste sætning kommenterer fortælleren ligeledes på situationen: ”Der drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet”. Fortælleren afslutter novellen med en tør konstatering af, at Irene Holms miserable liv fortsætter som hidtil. Udsagnet bliver endda generaliseret, så fortælleren udtrykker en bredere pointe: Det er livet i almindelighed, der fortsætter på denne måde. Livet er den daglige kamp for en værdig tilværelse.

Virkning

Den alvidende tredjepersonsfortæller har indsigt i personernes indre liv, men denne indsigt begrænses i novellen. Grundlæggende afholder fortælleren sig nemlig fra at bruge sin alvidenhed: Vi ser overordnet historien udefra, og fortælleren afholder sig fra at præge vores forståelse af personerne. Det betyder, at det bliver personernes handlinger og tanker, der lærer os, hvem de er.

”Irene Holm” har kombineret synsvinkel

Novellen kombinerer ydre og indre synsvinkel. Vi ser både personerne indefra og udefra. Et kondenseret eksempel herpå ser vi i følgende citat: ”Frøken Holm og Præstefrøkenen gik ind for at prøve Musikken. Frøken Holm var febrilsk og gik frem og tilbage og strakte Fødderne.”

I første sætning beskrives Irene Holm og præstefrøkenen udefra. Det registreres objektivt, hvordan de går ind for at øve sig. I anden sætning knytter fortælleren imidlertid en indre synsvinkel på. Det ser vi, da det angives, hvad hun føler i momentet. Hun er ”febrilsk”, hvilket er et tillægsord, der angiver hendes sindsstemning. Derfra går vi tilbage i den ydre synsvinkel, fordi hendes sindsstemning uddybes gennem handlingen: at hun går frem og tilbage for at strække fødderne.

Vi ser et andet vigtigt eksempel på indre synsvinkel til sidst: ”Præstefrøkenen var rent ulykkelig og vilde gøre en Undskyldning og vidste ikke, hvad hun skulde sige.”. Den indre synsvinkel er gennemgående knyttet til Irene Holm hele novellen igennem. Men i dette citat skifter det. Nu er det præstefrøkenens indre liv, der kommer frem.

Det har den effekt, at vi som læsere rykkes ud af Irene Holms perspektiv. Pludselig oplever vi, hvordan præstefrøkenen får dårlig samvittighed. Skiftet i synsvinkel har her den effekt, at den dårlige samvittighed flyttes over på læseren.

Virkning

Kombinationen af synsvinkler skaber dynamik. Handlingen beskrives ikke kun udefra med neutrale ord. Fortælleren går også helt tæt på personerne og beskriver, hvad de føler. Med den yd...