Fortælleteknik

Fortælleren er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”Irene Holm” er en skjult, alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren er skjult, fordi fortælleren ikke selv er en person i teksten og heller ikke er specielt fremtrædende med sine kommentarer. Fortælleren har adgang til enkelte af personernes tanker, men det er begrænset, hvor mange læseren får adgang til. I stedet er det læserens opgave at analysere sig frem til, hvordan personerne tænker og føler alt efter, hvordan de interagerer med hinanden.

Der er altså tale om en alvidende tredjepersonsfortæller, hvis bestræbelse er at gengive historien objektivt. Det er ikke jegfortællerens subjektive vinkel, der er på færde her.

Imidlertid giver fortælleren sig til kende i enkelte kommentarer. Fx: ”Les lanciers lignede et Haandgemæng”. Her ser vi, at fortælleren sammenfatter beskrivelsen af scenen med en lettere komisk og ironisk sammenligning. Vi skal som læsere forstå, at Irene Holms forsøg på at skabe smuk lanciers har trange kår. Hendes hårde arbejde bærer ikke frugt. Istedet ligner dansen ”et Haandgemæng”, en slags slåskamp.

I novellens sidste sætning kommenterer fortælleren ligeledes på situationen: ”Der drog hun hen – for at fortsætte det, man kalder Livet”. Fortælleren afslutter novellen med en tør konstatering af, at Irene Holms miserable liv fortsætter som hidtil. Udsagnet bliver endda generaliseret, så fortælleren udtrykker en bredere pointe: Det er livet i almindelighed, der fortsætter på denne måde. Livet er den daglige kamp for en værdig tilværelse.

Virkning

Den skjulte, alvidende tredjepersonsfortæller er den instans, der skaber historien. Det er fortælleren, der udstyrer os med indsigt i personernes indre liv. Og det er fortælleren, der organiserer, hvordan handlingen skrider frem. Det bevirker, at vi får en fornemmelse af, at novellen er konstrueret. Vi bliver ført rundt i personernes bevidstheder, og fortælleren giver flere steder sin holdning til kende, uden at det bliver en egentlig åbenlys fortæller.

Grundlæggende har fortællerens mere skjulte karakter den virkning, at historien opfattes som objektiv. Vi ser historien udefra. Det er ikke fortællerens subjektive synspunkter, der er i centrum. Det er personernes handlinger og tanker, der skal lære os, hvem de er.

”Irene Holm” har kombineret synsvinkel

Novellen kombinerer ydre og indre synsvinkel. Vi ser både personerne indefra og udefra. Et kondenseret eksempel herpå ser vi i følgende citat: ”Frøken Holm og Præstefrøkenen gik ind for at prøve Musikken. Frøken Holm var febrilsk og gik frem og tilbage og strakte Fødderne.”

I første sætning beskrives Irene Holm og præstefrøkenen udefra. Det registreres objektivt, hvordan de går ind for at øve sig. I anden sætning knytter fortælleren imidlertid en indre synsvinkel på. Det ser vi, da det angives, hvad hun føler i momentet. Hun er ”febrilsk”, hvilket er et tillægsord, der angiver hendes sindsstemning. Derfra går vi tilbage i den ydre synsvinkel, fordi hendes sindsstemning uddybes gennem handlingen: at hun går frem og tilbage for at strække fødderne.

Vi ser et andet vigtigt eksempel på indre synsvinkel til sidst: ”Præstefrøkenen var rent ulykkelig og vilde gøre en Undskyldning og vidste ikke, hvad hun skulde sige.”. Den indre synsvinkel er gennemgående knyttet til Irene Holm hele novellen igennem. Men i dette citat skifter de...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind