Fortælleteknik

Fortælleren er en jegfortæller

Fortælleren i ”En Sommerdrøm” er en jegfortæller. Det vil sige, fortælleren optræder som et ”vi” og/eller ”jeg”. Det ser vi allerede i indledningen:

Ja, det døde, vort Bekjendtskab.

Spørg ikke, hvorfor det maatte dø. Det fødtes om Dagen i et Smil, og vi vidste kun, nu var vi mødtes; det døde ved Aften uden Ord, og vi saae kun, at Alt var forbi.

Fortælleren optræder her i vi-form, hvilket giver anslaget en personlig, intim karakter. Det virker næsten som om, at fortælleren henvender sig til den person, som indgår i vi’et. Senere skifter fortælleren karakter og optræder som et jeg:

Jeg sad med Ansigtet vendt imod Dem; maaske var mit Udtryk sørgmodigt, thi De saae stjaalent op; bøjede Dem ud over Baaden bort fra mig og legede med Hænderne i Vandet. …

På den måde skifter fortælleren mellem jeg og vi i historien, men det er også værd at nævne, at ordet ”De” optræder igen og igen. Det har den effekt, at historien lader til at være rettet mod en bestemt person, nemlig den som kærlighedshistorien handler om. Det ser vi her, hvor fortælleren henvender sig direkte til De’et: ”Husker De? Det var den sidste Aften. Vi sad i Havestuen paa ”Villa Ida” – Emma spillede. Saa rejste De Dem og gik.”. Dermed lader historien på det nærmeste til at være fortalt ”De’et”. Fortælleren appellerer direkte til De’et og skaber hermed intimitet mellem den fortællende og den, der fortælles om.

Virkning

Virkningen af jegfortælleren er, at vi oplever historien subjektivt. Det er jegets fortælling, der står i centrum, og det er jegets vinkel på begivenhederne, der præsenteres. Derudover har repræsentationen af ”vi’et” og ”De’et” den effekt, at vi oplever fortællingen intimt. Det lader til, at histo...