Forstå teksten
Her hjælper vi dig med at forstå “Den sidste Balkjole” af Herman Bang. Du kan læse den originale novelle fra 1887 med vores fold-ud-forklaringer og gloser, der forklarer svære ords betydning, eller du kan læse novellen oversat til moderne dansk.
Læs novellen med vores gloser og forklaringer
Hvor flinkt de flittige Fingre flyve frem mellem alle de Skyer af Plisséer og Volanter. Og mens Antonie syer, bøjer Moder og Søster Emma sig frem og ser til. De snakker alle med Ansigterne ind mod Lampen.
- Ja - saa skulde der da endelig danses en Gang igjen - paa et rigtigt Bal. Gud skulde vide det - det var saamæn ogsaa længe nok siden. Egnen var jo som uddød, siden Pastor Wibergs tog derfra … Bare det ene Julegilde paa Møllen med de evige Pantelege, altid det samme - med Brønd og Tiggergang ... og saa Fødselsdagen i Præstegaarden, hvor man havde Haandarbejde med og hørte til, mens Guvernanten og Fru Hansen spillede Sonater - firhændigt …
- Og ellers ikke det mindste - ikke saa meget som et Skovbal en Gang … Nej - de sidste Par Aar havde været drøje for unge Piger.
"De sidste Par Aar" var egentlig otte-ti.
Men naar Dagene gaa som for Enkefruen og hendes Døtre - mærker man slet ikke, hvor hurtigt de løbe, og hvor hastigt de blive til Aar.
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
---
… Naar Foraaret kom, plantede Emma og Antonie Stuepotternes Planter ud i Havebedene, og de to Kirsebærtræer paa Plænen stod i Blomst, og Dagens store Spørgsmaal var, om man vel kunde vente mange Moreller i Aar. Saa fik Roserne Knopper, og de sprang ud, og Søstrene sad de lange Eftermiddage i Vinløvlysthuset ved Gærdet.
Ude paa Markerne havde de travlt - fuldt op af gjøre: Sognefogden og Mølleren kjørte allerede Hø ind:
- At det allerede var saa vidt paa Sommeren - - Ja, ja - Tiden gaar …
Sommeren gik helt. De sidste Asters slog Stormen ned paa Plænen. Emma og Antonie plukkede Rønnebær til Kakkelovnens Pynt den lange Vinter.
Efteraaret var jo ikke saa rart. Med dets evige Regn og Taagen, saa tyk, at man ikke en Gang kunde se saa langt som op til Møllen. Men Vejen kunde man dog altid se fra Vinduet, hvor Emma og Antonie skiftedes til at sidde paa Forhøjningen.
De kjendte hvert Kjøretøj i Egnen: Forpagterens Sorte og Sognefogdens to Brune og Doktorens Enspænder med Lise.
Og mens de alle kjørte forbi paa Vejen, sagde de hver Dag næsten de samme Sætninger om de samme Mennesker.
Det bliver nær til Jul - Julen med alle sine smaa Hemmeligheder og Glæder - og det ny Aar kommer: den hvide Sne ligger straalende over Markerne, Dagene blive længere og længere … Og saa er det igjen Foraar …
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
Ja - skulde man vel tro det? At det virkelig snart kan blive tredive Aar siden Enkefruen med sine to Smaapiger flyttede ind i det lille Hus - sex og tyve Aar er det akkurat.
Emma var otte Aar den Gang, og lille Antonie var knap fire.
De havde gaaet i Skole i Præstegaarden hos Wibergs Guvernante. Saa blev Emma konfirmeret og saa en smuk Dag kom Raden ogsaa til Antonie - til ”den Lille”, og de var begge ”voxne” --
Det var lystige Dage - den Gang.
Naar Studenterne kom hjem til Jul og Sommerferien, var det som en Tummel af Baller og Skovture og Spillen Komedie og Lystighed.
Og det kan jo nok være, at Nøddegangen i Præstegaards Baghaven kunde have haft et og andet at fortælle, om et Kys, saa hastigt røvet, og et Par Ord, hviskede med bevægede Stemmer, og om to Hænder, som tøvende havde søgt hinanden.
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
Saa kom de en Vinterdag ned i Præstegaarden til Fru Wiberg, som var rént ude af sig selv af Glæde og bød paa Vin og Kager - for det maatte der drikkes paa …
Endelig kom Præstefruen da til Orde:
- Den Lykke - den Nyhed, at tænke sig: Vores Otto har forlovet sig ... Og et Parti ... men, lille Frøken Emma dog, en Kage - ja, ja … et Parti … tredsindstyvetusind siger Wiberg, har Konsulen om Aaret …
Emma spildte lidt af sin Vin, da hun skulde klinke; og hun og Antonie blev ikke længe. De gik stille hjemad, ved Siden af hinanden, uden at tale. Men da de naaede Korsvejen, hvor Gjærdet skjulte dem, satte Emma sig ned paa en Sten ved Vejen og hulkede sagte.
Antonie knælede ned paa den frosne Jord, tog Søsterens Hoved mellem sine Hænder og græd - hun ogsaa; for Trøst vidste hun ikke.
Længe hulkede Emma krampagtigt; saa betvang hun sig og stod op:
- Antonie, sagde hun, sig det ikke til Mor … Hun behøver ikke at vide det … hvorfor skal man gjøre hende Sorg?
Antonie bøjede stille Hovedet, og de to Søstre gik hjem.
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
---
Fra den Dag drejede alt sig om Antonie - om ”den Lille”, som hun blev kaldt endnu bestandig. Det var, som om ogsaa Emma var blevet hendes Moder, og hver sparet Skilling blev kun givet ud for Antonie; om hendes Fremtid talte de altid.
- Ja - naar ”den Lille” faar Hus og Hjem… og naar ”den Lille” gifter sig, sagde de.
Moderen skulde bo hos ”den Lille” og have det saa godt og blive plejet tidlig og silde… Men Emma vilde ”tage ud” … som Husbestyrerinde eller som Lærerinde for mindre Børn (man behøver jo ikke at kunne saa meget for at lære saadant smaat Kræ at stave og Tabellen) …
Men i Ferien vilde hun komme i Besøg.
Nej, nej - altid bo der, vilde hun ikke… en Mand gifter sig ikke med hele Familien … Men i Ferierne vilde hun komme …
Saadan talte de og lagde de planer…
Og Aarene gik…
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
---
Antonies Balkjole var færdig. Saa let og saa luftig laa den med alle sine Garneringer inde paa Sengen.
Men det var dog mærkeligt, at hun ikke blev bedt! De vidste jo dog bestemt, at Antonie skulde med. Hver Eftermiddag sad de og spejdede paa Forhøjningen, om Doktorens unge Frue ikke kom.
Og saa kom hun endelig - to Dage kun før Ballet.
Antonie fik helt Hjertebanken, da hun saa’ hende komme opad Vejen. Doktorfruen kom ind og fik Tøjet af og snakkede baade hist op og her ned - om det og om det - kun ikke om Ballet.
Om de havde hørt, at Forpagterens havde kjøbt en Landauer?
- Jo, de havde set den fra Vinduet …
- Ja - de Folk vidste da ikke, hvordan de skulde faa Ende paa den Smule Penge …
Og Doktorfruen snakkede, mens de andre blot sad beklemte og ventede paa ”Ballet”.
Hun vilde allerede til at tage Tøjet paa igjen, da hun pludselig sagde: Men - Gud, staar jeg her og snakker og glemmer, hvad jeg kom for … De har vel hørt, at de unge skal danse lidt nede hos os paa Lørdag - Herren ved, de trænger til at faa Benene rørt -- og saa tænkte vi, det kunde maaske nok more Dem, Frøken Antonie, at komme ned og se paa - -
- Danse blir der vel ikke tale om -- vi er ude over de Aar. Vores Kavalerer er blevet for stivbenede … Og Doktorfruen lo.
- Tak - ja, naturligvis, sagde de andre, alle tre - det vilde være Antonie en Fornøjelse …
Doktorfruen gik; Moderen og Emma fulgte hende ud.
Antonie blev staaende midt i Stuen - det var, som om hun slet ikke havde forstaaet.
Saa gik hun langsomt hen til Sovekammerdøren og aabnede den: d e r laa den - fin og kjøn - hendes Balkjole. Og med Hovedet ned i det hvide Tæppe græd hun saa bitterligt, saa bitterligt -- over den Ungdom der var forbi.
Kun brugere med et Studienet medlemskab kan se dette indhold. Køb adgang.
Læs novellen oversat til moderne dansk
Hvor dygtigt de flittige fingre bevæger sig hurtigt fremad blandt alle de skyer af folder og flæser. Og mens Antonie syr, læner både mor og søster Emma sig frem og ser til. De taler alle sammen med ansigterne vendt mod lampen.
- Ja - så skulle der endelig danses igen - til et rigtigt bal. Gud skal vide det - det var virkelig også længe siden. Området havde jo føltes som uddødt, siden præstefamilien Wiberg rejste ... Kun den ene julefest på møllen med de evige selskabslege, altid det samme - med brønd og tiggergang ... og så fødselsdagen i præstegården, hvor man havde håndarbejde med og hørte på, mens guvernanten og fru Hansen spillede sonater - med fire hænder ...
- Og ellers intet som hels...
