Baggrundsinformation

Pension fandtes ikke

Indtil 1890 var der ingen pension, når man blev gammel. Derfor var der mange, som ikke kunne forsørge sig selv, når de ikke kunne arbejde længere. Hvis man ikke havde familie til at hjælpe sig, var der kun én mulighed: fattigforsorgen. Fattigforsorgen var for alle, der ikke kunne forsørge sig selv. Det var meget skamfuldt at tage imod fattighjælp, og man mistede en lang række rettigheder, når man gjorde det. De fleste forsøgte derfor at undgå fattighjælp, også selvom de havde svært ved at klare sig.

I 1890 blev der indført en lovændring, som betød, at man fra 60 år havde ret til at modtage hjælp uden at miste sine rettigheder. Rettigheden gjaldt dog kun, hvis man ikke havde modtaget fattighjælp tidligere, og hvis man var ’værdigt trængende’. ’Værdigt trængende’ betød, at det blev vurderet, at man havde moralen i orden og ikke selv var skyld i sin fattigdom.

Arbejdshuse var den nye socialpolitik

Fattigforsorg var helt fra begyndelsen en grundlovssikret ret. Fattigforsorgen skulle sørge for, at ingen sultede ihjel. Langt op i 1800-tallet bestod fattigforsorgen mest i at give de fattige et sted at bo. Men omkring 1860-1870 blev det moderne med et nyt system, nemlig fattig- eller arbejdshuse. I det nye system indeholdt fattigforsorgen både bolig og mad. Til gengæld var der også tvangsarbejde og streng disciplin, bl.a. skulle man have tilladelse til at forlade stedet.

Der var flere pointer med tvangsarbejdet. Den ene var, at fattigforsorgen gennem de fattiges arbejde næsten skulle kunne klare sig selv økonomisk, så det blev billigt for kommunerne. Den anden pointe var, at man på dette tidspunkt generelt mente, at de fattige selv var skyld i deres fattigdom. De skulle derfor opdrages til at blive bedre mennesker.

Novellen er baseret på virkeligheden

Pontoppidan kaldte selv sin fremstilling sand

Henrik Pontoppidan skrev ifølge sit eget udsagn ”Naadsensbrød” mere som en reportage end en novelle. Teksten blev første gang trykt i avisen Morgenbladet i 1885. Der findes et brev fra Pontoppidan til avisens redaktør, Otto Borchsenius, som er sendt sammen med den første udgave af teksten. Pontoppidan beskriver, hvordan han selv opfatter ”Naadsensbrød”:

Det medfølgende er til "Morgenbl". Det er ingen Føljeton-Artikkel, intet "novellistisk Forsø...

Teksten herover er kun et uddrag. Køb medlemskab for at læse den fulde tekst.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind