Analyse
Her får du hjælp til at analysere novellen “Naadsensbrød”. Den er skrevet af Henrik Pontoppidan omkring 1887 og udgivet i novellesamlingen Fra Hytterne. Analysen ser nærmere på:
Hvis du har brug for mere hjælp til analysen, kan du bruge vores vejledning til novelleanalyse:
Denne analysemodel til noveller er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere en novelle i dansk. Den kan bruges som inspiration til alle typer af noveller, og den er god, uanset om du skal skrive opgave eller skal til eksamen.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Novellen er en rammefortælling
Hvad angår novellens komposition, så er “Naadsensbrød” opbygget som en rammefortælling. Fortællingen om Stine udgør begyndelsen og slutningen af novellen, men den fungerer samtidig som en ramme omkring en anden historie - nemlig fortællingen om fattighuset, som udgør novellens midte. Der er altså en fortælling inde i fortællingen. Denne rækkefølge af begivenhederne gør os bedre i stand til at forstå Stines voldsomme reaktion i slutningen: Fordi vi allerede har hørt, hvor forfærdeligt der er i fattighuset, giver hendes modstand mening og kalder på vores sympati.
Fortælleren og titlen er ironisk
Rent fortælleteknisk fortælles “Naadsensbrød” af en tredjepersonsfortæller, der løbende kommenterer på handlingen. Det er tydeligst i delen om fattighuset, begyndende med sætningen: “Overhovedet gaar alt for sig med en Præcision og Orden, der maa kaldes mønsterværdig.” Her - og i den efterfølgende lange passage - roser fortælleren tilsyneladende stedet og inspektøren til skyerne og undrer sig over de fattiges manglende påskønnelse.
Et eksempel på fortællerens ros er: “Besynderlig nok synes imidlertid Herredets Fattigfolk slet ikke at sætte Pris paa dette Palads.” Fattighuset kaldes ligefrem et fornemt palads. Dette er desuden en fortællerkommentar, fordi fortælleren udtrykker den holdning, at det er “besynderligt”. Men her er det vigtigt at forstå, at fortælleren er dybt ironisk. Ironi er, når man siger én ting, men mener det modsatte. Pointen er, at det ikke er spor besynderligt, at folk ikke sætter pris på fattighuset, eftersom de bliver behandlet nedværdigende dér.
Novellens ironi opstår altså særligt i mødet mellem fortællerens tilsyneladende rosende kommentarer og de negative beskrivelser af dagligdagen i fattighuset.
Ironien gør, at teksten kan levere en hård, men let skjult, kritik af måden, som overklassen eller hele systemet behandler de fattige på. Simpelthen fordi kritikken er ‘maskeret’ bag ironien. Den bidende ironi retter sig aldrig mod Stine eller fattighusets beboere, men mod den ideologi, der ligger bag fattighuset.
Novellens titel er også ironisk ment. “Naadsensbrød” er en betegnelse for en stor nåde eller venlighed, der bliver vist nogen, der ikke helt har fortjent det. Dengang var det en udbredt opfattelse, at de fattige selv måtte være skyld i deres fattigdom, fordi de var dårlige mennesker. Men Stines historie viser, at man kan ende i fattigdom uden skyld og derfor fortjener almindelig respekt.
