Sprog

Fortællerens sprogbrug vidner om en stor respekt for Ane og Simon. Han bruger værdiladede udtryk, som skaber sympati og respekt hos læseren. Novellens sprogbrug er realistisk, og der er en begrænset brug af billedsprog. Ved at minimere brugen af billedsprog tager novellen afstand fra sprogbrugen i romantikkens litteratur. Novellens titel, “Knokkelmanden”, er en reference til Anes død.

Sprogbrugen i den direkte tale peger på underklassens sociale miljø

I “Knokkelmanden” optræder flere passager med direkte tale. Den direkte tale er præget af en realistisk sprogbrug, som afslører noget om de forskellige personers sociale miljø. Når Ane og Simon taler, er talen skrevet med sjællandsk dialekt. Vi ser dialekten i sætninger såsom: “Naa, ja ja … her sitter vi, Ane!", “[ … ] saa linder'et vel." og "Hva' ska'r?". Den sjællandske dialekt ser vi ikke hos distriktslægen: “"Hvad er farligt? Man kan dø af et Knappenaalsstik og leve med et Sabelhug. Altsaa, kjære Venner, – god Morgen!"” og heller ikke hos professoren: "I Fald De kun har smaa Midler, saa koster det intet". Når distriktslægen og professoren taler, er den sproglige stil højere. Særligt professorens sprog skiller sig ud, fordi vi hører ham bruge høflig tiltale, “De”.

Virkning

Den realistiske sprogbrug i den direkte tale bidrager til, at vi opfatter “Knokkelmanden” som en realistisk fortælling. Novellen forsøger at vise et virkeligt miljø, selvom personerne er opdigtede, og derfor er det vigtigt, at sproget er realistisk. I Ane og Simons sprog er der dialekt, mens den sproglige stil er højere, når distriktslægen og professoren taler. Forskellen i sproget vidner om, at de tilhører hver sin sociale klasse. Dialekt forbinder man, særligt i ældre tid, normalvis med en lavere social klasse.

Fortællerens sprogbrug vidner om en stor respekt for Ane og Simon

I novellen kan man mærke en stærk sympati for Ane og Simon. Den sympati kommer til udtryk i den måde, fortælleren taler om dem på. Fortælleren bruger udtryk som “kummerlige tjenester”, “selvfornægtende slid” og “utrolige selvopofrelser”. Fortælleren antyder også, at Simon virkelig har fortjent den nye hat, han køber sig efter den sidste afbetaling: ”Simon fik en nyt Hat – hvortil han højlig trængte”. Fortælleren taler i det hele taget om Ane og Simons nye liv i vendinger, der tydeligt viser, at fortælleren synes, at Ane og Simon virkelig har fortjent at blive frie: ”Den lykkelige Time, de saa længe havde drømt om, og som de med saa langsommelig en Møje havde stilet mod, var nu forhaanden”.

Virkning

De værdiladede udtryk vidner om en utrolig stor respekt for Ane og Simon. Den respekt smitter af på os som læsere og sørger for, at vi ikke bare får medlidenhed for Ane og Simon, men også stor respekt f...