Analyse

“Knokkelmanden” handler om ægteparret Ane og Simon. Ane og Simon er opvokset som forældreløse på bunden af samfundet i 1800-tallets landmiljø.

Novellens vigtigste personer er Ane og Simon. Både Ane og Simon har haft et hårdt liv, og det bærer deres udseende og personligheder præg af. De er slidte, men det hårde liv har også givet dem en indre styrke. En styrke, som er særligt fremtrædende hos Ane.

Novellen skildrer underklassemiljøet. Novellen giver os indtryk af et samfund med et stort skel mellem rig og fattig, hvor de fattige bliver udnyttet og undertrykt. Fortællerens sprogbrug og hans fremstilling af Ane og Simon og miljøet er sympatisk, men respektfuld. Den opfattelse af personer og miljø smitter af på os som læsere.

“Knokkelmanden” fortælles af en alvidende tredjepersonsfortæller. Den alvidende fortæller har overblik over begivenhederne i Ane og Simons liv. Fortælleren blander sig i historien ved at kommentere begivenhederne og udtrykke sin holdning mellem linjerne. Vi bliver påvirkede af hans positive holdning til Ane, Simon og professoren fra København, men også af hans negative holdning til distriktslægen og præsten. “Knokkelmanden” gør brug af en ironisk fortællestil. Flere steder i ironien gemmer sig en kritik af samfundet, både af den kristne livsholdning, af overtro og af overlegne autoriteter.

Novellen indledes med en præsentation, som skaber overblik over fortællingen. Novellens fremstillingsform skifter efter præsentationen fra scenisk til panoramisk. Samtidig skifter fortælletempoet fra et højt til et lavt fortælletempo og fra bagudsyn til medsyn. Det giver os en følelse af, at vi zoomer ind på begivenhederne. Først får vi det store overblik, og bagefter får vi mulighed for at leve os ind i begivenhederne.

Handlingen i “Knokkelmanden” er bygget op som et lineært forløb. Det medvirker til, at vi oplever historien som realistisk. “Knokkelmanden” indeholder som noget lidt atypisk to vendepunkter: Den sidste afbetaling og de første tegn på Anes sygdom. Handlingsforløbets første vendepunkt lægger op til, at tingene skal ende godt, mens det andet vendepunkt lægger op til det modsatte. “Knokkelmandens” to vendepunkter er medvirkende til at øge den følelse af uretfærdighed, vi sidder tilbage med. Slutningen på novellen er lettere provokerende, og det åbner op for en kritisk stillingtagen. Følelsen af uretfærdighed og den åbne, provokerende slutning er to af de vigtige komponenter, der bidrager til, at novellen formår at sætte problemer under debat.

“Knokkelmanden” har mange træk, der er typiske for novellegenren, men den bryder med genren ved at have to vendepunkter. De to vendepunkter er medvirkende til at øge den følelse af uretfærdighed, vi sidder tilbage med. Den virkning opnår novellen, fordi vores forventninger til novellegenren brydes.

Det væsentligste tema i “Knokkelmanden” er social ulighed. Novellen giver et indblik i de svære forhold man kan leve under, hvis man kommer til verden på det nederste trin af den sociale rangstige. Novellen udviser stærk sympati over for det miljø, den afbilder, og det leder os frem til et tydeligt budskab i novellen: ”Knokkelmanden” vil overbevise læseren om, at underklassens position og rettigheder er urimelige i novellens aktuelle nutid.