Fortælleteknik

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

Fortælleren i “Et Grundskud” er en tredjepersonsfortæller. Der er tale om en tredjepersonsfortæller, når fortælleren omtaler novellens personer i tredjeperson, dvs. som ”han” eller ”hun” eller ved at nævne deres navne. Fortælleren beretter desuden om andre personer uden selv at have en plads i historien, som tilfældet er for jegfortællere.

I “Et Grundskud” omtaler fortælleren personerne i tredjeperson eller ved navn. Der siges “Jakob”, “Sif”, “Sidse-Marie”, “børnene”, “han” og “de”, når der berettes om historiens personer:

Navnet kunde for Resten været heldigere valgt; thi nogen Skjønhed var "Sif" egentlig ikke; og der blev da ogsaa strax en ikke ringe Skuffelse blandt Børnene [...]. Endogsaa Sidse-Marie, Moderen, stod en Stund betænksom og betragtede den, indtil hun tilsidst ganske forknyt sagde til Jakob, at hun tyktes, den saa' saa "indiotisk" ud.

I eksemplet ovenfor kan vi også se, at fortælleren er alvidende. Vi har at gøre med en alvidende fortæller, når fortælleren har det store overblik og har adgang til flere forskellige personers tanker og følelser. Fortælleren i “Et Grundskud” ved fx, at børnene bliver skuffede, da de ser den nye gris: “og der blev da ogsaa strax en ikke ringe Skuffelse blandt Børnene”. Fortælleren ved også, at Sidse-Marie er betænksom. Samtidig kender fortælleren til Jakobs inderste tanker:

Men Jakob rev sig grinende i sit lange Nakkehaar og over sin venstre Arm. Han var fortrolig med dette usvigelige Tegn paa fast og urokkelig Sindsligevægt, dette ubedragelige Kjendemærke paa et ægte, uforfalsket Fedesvin.

Fortælleren kaldes også alvidende, fordi fortælleren har overblik over familiens liv. Fortælleren ved, at Jakob kun har to fest- og hviledage hvert år, når en ny gris skal henholdsvis anskaffes og slagtes. Fortælleren ved desuden, at det er altafgørende for familiens overlevelse, at de har succes med deres slagtegris: “Af denne Gris, dens Voxekraft og Evne til at sætte Fedt afhang saa at sige hele deres Existens”. Fortælleren kender altså til familiens miljø og vilkår og ved, at familien ikke har råd til, at det går galt.

Endelig kender fortælleren også til personernes fortid og ved, at familien et tidligere år anskaffede sig en gris, der spiste dem fra hus og hjem, uden at der kom en god, tyk slagtegris ud af det:

De havde endnu ikke glemt … og de skulde aldrig nogen Sinde glemme hint Aar, da en Slughals af en rødbroget Galt aad Huld og Helsen fra dem alle sammen – uden til sin Dødedag selv at blive federe end en skabet Kat.

Fortælleren kender altså både til børnenes, Sidse-Maries og Jakobs tanker og kan springe frit imellem dem. Fortælleren har også overblikket over familiens miljø, liv og fortid. Derfor kan vi kalde fortælleren alvidende.

Virkning

“Et Grundskud” er fortalt af en tredjepersonsfortæller. Historien fortælles ikke af en specifik person, og det gi...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind