Fortælleteknik

“En stor Dag” fortælles af en tredjepersonsfortæller, der fremstår objektiv

I “En stor Dag” har vi at gøre med en tredjepersonsfortæller. Det vil sige, at fortælleren beskriver alle novellens karakterer i tredjeperson, f.eks. “Konen var rød og oppustet af Drikfældighed, Manden bleg og mager af den samme Last”. 

Fortælleren i novellen kan også kaldes objektiv, fortælleren afholder sig fra at tilkendegive holdninger og vurderinger og ikke har adgang til nogen af personernes følelser eller tanker. Fortælleren kender fx ikke ægteparrets tanker, men beskriver dem udefra som ‘fluen på væggen’, der blot observerer:

Saa længe denne endnu var nogenlunde fuld, var Forholdet imellem Ægtefolkene det bedste; men efterhaanden som de nærmede sig Bunden, blev der Krig. Da sloges de i Sengen og rev hinanden i Haaret – til stor Morskab baade for deres egne og andres Børn, der stod paa Taa udenfor Vinduet og kiggede ind.

Her kan vi næsten forestille os fortælleren som en af de børn, der står og kigger ind ad vinduet og betragter ægteparrets skænderier udefra. Samtidig beskrives børnene dog selv udefra, så betragter altså også børnene, mens de lurer på ægteparret inde i stuen.

Fortælleren forholder sig dog ikke helt objektivt gennem hele historien. Nogle gange skinner der en holdning igennem i fortællerens sprogbrug. Det sker fx i sætningen “Der gik en hel Uge, uden at man saae eller hørte noget til ham”. Fortælleren skriver en hel uge og ikke bare en uge, og dermed tilkendegiver fortælleren indirekte sin mening. Fortælleren synes, at en uge er lang tid for manden at være forsvundet, uden at nogen bemærker det.

Et andet sted i novellen kommer der også en holdning til udtryk. Det sker, da fortælleren konstaterer, at myndighederne er lang tid om at få fjernet mandens lig:

Han blev funden i en siddende Stilling, med Ryggen støttet mod Gavlbrædderne, og ganske uden Hoved; og i denne Stilling lod man ham sidde endnu halvandet Døgn, fordi Loven bestemmer, at Liget af et Menneske, der er død uden Vidner, ikke maa bortflyttes, før Øvrigheden har besigtiget det, … og det tog jo Tid at sende Bud til Købstaden, og endnu længere Tid for Øvrigheden at komme i Uniformen.

Her er det den sidste sætning og særligt det lille ord “jo”, som udtrykker en fortællerholdning. “Jo” indikerer, at fortælleren er ironisk, fordi det optræder i betydningen ”selvfølgelig”. Det burde ikke være en selvfølge, at det tager lang tid for myndighederne at få fjernet et lig, men sådan fremstilles det her. Vi kan tolke kommentaren fra fortælleren som en kritik af myndighedernes langsomme indgriben i sagen. 

Der ligger også noget subjektivitet ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind