Sprog

Den sproglige stil er både høj og lav

Der er både høj stil og lav sproglig stil i “Ane-Mette” af Henrik Pontoppidan, men de to stiltyper bruges i forskellige sammenhænge. 

Høj stil bruges flere steder i fortællerens beskrivelser

Høj stil optræder de steder i novellen, hvor det er fortællerens stemme, der dominerer (modsat personernes stemmer i form af dialog). Det ses særligt tydeligt i den lange beskrivelse af kirken og egnen, som indleder novellen. Et uddrag lyder: 

Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening for ens Øjne, og i Vest — hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt — svæver Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig opfyldt med høje Rør og Siv, over hvis bølgende Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af Gult og Rødt og Orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned bag de blaanende Højder i Vest, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig, et Virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende Stemmer, der som en Helvedes Koncert stiger herop i Højdernes paradisiske Fred.

Sproget her ligger langt væk fra det almindelige talesprog. Sætningerne er lange og med mange indskud og bisætninger. Ordvalget er præget af lyriske udtryk som “blaanende Højder” og “Højdernes paradisiske Fred”. Der er desuden mange beskrivende adjektiver og adverbier, der er med ...