Personer

Elsebeths er en fattig enke, som tynges af skam

Hovedpersonen i “Ane-Mette” af Henrik Pontoppidan er - trods novellens titel - ikke Ane-Mette, men Elsebeth, der var Ane-Mettes mor. Hun tilhører landsbyens laveste sociale klasse og fungerer i novellen som ansigtet på de elendige vilkår, som de fattige havde i 1800-tallet.

Elsebeths liv har været hårdt og præget af fattigdom

Elsebeth er enke efter den fordrukne Niels Nilen, der er død fire år forinden. Hendes udseende afslører, at hun tilhører samfundets fattigste. Hun er iført “sin fattige Højtidsdragt”, og hendes hånd er en “knoklet, af Arbejde mishandlet Haand”. Hun har altså ikke mange penge til fine klæder, selvom hun gennem sit liv har slidt i form af hårdt fysisk arbejde.

Vi får at vide, at Elsebeths mand drak familiens penge op og kraftigt bidrog til deres fattigdom. Men dengang var skilsmisser ikke normale, og Elsebeth har altså været fanget i et ægteskab med en dybt alkoholiseret mand. Hun beskrives som en ensom skikkelse, der trods sin nød aldrig har fået støtte fra nogen:

Iøvrigt havde ikke mange den Gang nogen Tanke tilovers for den stakkels Moder som sad ude paa Marken med fire Børn i en faldefærdig Hytte og kæmpede en stum Kamp for Livet. Hun var fremmed der paa Egnen, og i sin Ærekærhed talte hun aldrig selv til nogen om, hvad hun led. 
Men endnu sad der dybe Mærker af disse Aars forsmædelige Elendighed i hendes ejendommeligt langagtige, maskestive Ansigt, hvis Udtryk Sorg og Slid og Sult tidligt havde ældet og sløvet.

Elsebeths kamp for sin og børnenes overlevelse har været “stum” - blandt andet på grund af hendes “Ærekærhed”. Hun er altså en stolt kvinde, der hellere vil lide i stilhed end at beklage sig eller tigge hos andre. Det står i modsætning til hendes afdøde mand, der uden skam tiggede sig til brændevin ho...