Miljø

Det fysiske miljø rummer symbolske kontraster

Det fysiske miljø i “Ane-Mette” er et landsbysamfund i 1800-tallets Danmark. Det er særligt i novellens begyndelse, at vi får en grundig miljøbeskrivelse i form af beskrivelsen af kirken, kirkegården og egnen rundt omkring. 

Kontrasterne ligger i ordvalget

Umiddelbart kan skildringen af kirken og alt rundt om den virke stemningsfuldt og idyllisk. Men hvis vi nærlæser, afslører ordvalget en række kontraster. Et uddrag lyder:

Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig — opreven af Vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt omkring Aasen breder Landet og Fjorden sig i milevid Forening for ens Øjne, og i Vest — hvor Brinken sænker sig stejlt og vildt — svæver Blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet Fjordvig opfyldt med høje Rør og Siv, over hvis bølgende Flade der i det sildige Efteraar lægger sig de vidunderligste Toner af Gult og Rødt og Orange, og hvorfra der navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned bag de blaanende Højder i Vest, stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig, et Virvar af pibende, snadrende, fløjtende og skræppende Stemmer, der som en Helvedes Koncert stiger herop i Højdernes paradisiske Fred.

Her er der både idyl og uhygge på spil. Landskabet beskrives flere steder i positive vendinger såsom “de vidunderligste Toner” og smukke “blaanende Højder”. Omvendt beskrives kirkegården som “nøgen og uhyggelig”, og den angribes nærmest af den barske vestenvind. Tidligere i novellen beskrives kirkens placering på bakketoppen desuden som “ensom”....