Komposition

Handlingen er lineær med flashbacks

“Ane-Mette” af Henrik Pontoppidan er opbygget med et lineært handlingsforløb. Historien om Elsebeth, der skal genbegrave sin afdøde datter, skrider nemlig frem i kronologisk rækkefølge. Hun sidder først og venter ved kirken, så kaldes hun ind for at overvære opgravelsen af datteren, og så genbegraver hun datteren i et ubevogtet hjørne af kirkegården og finder omsider fred med datterens død. 

Dette forløb om Elsebeth udgør novellens nutidsspor. Det lineære forløb giver novellen et realistisk præg og gør, at vi kun koncentrere os om historien og personerne.

Men novellen rummer også to flashbacks, og dette fortidsspor bryder den lineære kronologi for en kort bemærkning. I det første flashback hører vi om den fordrukne Niels Nilen, og i det andet hører vi om den nat for over tyve år siden, hvor den lille Ane-Mette døde. Novellens flashbacks har den funktion, at de uddyber vores forståelse af hovedhistorien. Det gør os i stand til at forstå, hvorfor Elsebeth fremstår så hærget og plaget af fortiden.

Teksten begynder med en præsentation

“Ane-Mette” begynder med den form for indledning, der kaldes en præsentation. Gennem en usædvanligt lang og detaljeret tekstpassage præsenteres vi for novellens miljø. Vi får nemlig en beskrivelse af kirken, kirkegården og landskabet, men indirekte også af klasseskellet mellem egnens rige og fattige. 

Præsentationens beskrivelse af egnens begravelser viser, at man behandles forskelligt af kirken, alt efter om man er rig eller fattig:

Ved højtidelige Lejligheder, f. ...