Fortælleteknik

Fortælleren i “Ane-Mette” er en tredjepersonsfortæller. Fortælleren er alvidende, men store dele af historien fortælles fra Elsebeths synsvinkel. Synsvinklen er kombineret ydre og indre, så vi får både nærhed og det store overblik. Novellen er fortalt med medsyn, og det skaber indlevelse og autenticitet.

Fremstillingsformen i præsentationen er panoramisk, og det giver os det store overblik og præsenterer miljøets kontraster. Senere bliver fremstillingsformen scenisk, og vi bliver taget helt tæt på begivenhederne. “Ane-Mette” er fortalt med en ironisk fortællestil. Ved hjælp af ironien får fortælleren en kritik frem, som fremstiller forskelsbehandlingen på rig og fattig som urimelig.

Fortælleren er en alvidende tredjepersonsfortæller

I “Ane-Mette” optræder fortælleren ikke som et ‘jeg’ i historien. Fortælleren er en tredjepersonsfortæller og beskriver personerne ved navn eller med ‘de’, ‘dem’, ‘han’ eller ‘hun’: “En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone udenfor Kirkegaardsporten under en Hyldebusk, i hvis tynde Skygge hun havde søgt Ly for den bagende Sol”.

Nogle steder i historien bruger fortælleren også ‘man’: “Det var en Kone, der var vel kendt i Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud. Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt”. Fortælleren taler på vegne af folk på egnen ved at bruge ‘man’. Vi får her i begyndelsen af novellen et indtryk af, at fortællerens viden er begrænset, for fortælleren ved lige så lidt om Niels Nilens brud som folk på egnen.

Det viser sig dog senere, at fortælleren er alvidende. Vi får nemlig mere og mere at vide om Niels Nilens brud i takt med at handlingen skrider frem: at hun hedder Elsebeth, at hun har fire børn, og at hun har mistet sin datter. Det bliver klart, at fortælleren ved mere om hende, end folkene på egnen gør:

Iøvrigt havde ikke mange den Gang nogen Tanke tilovers for den stakkels Moder som sad ude paa Marken med fire Børn i en faldefærdig Hytte og kæmpede en stum Kamp for Livet. Hun var fremmed der paa Egnen, og i sin Ærekærhed talte hun aldrig selv til nogen om, hvad hun led

Fortælleren ved, at Elsebeth har det hårdt, selvom vi samtidig får at vide, at hun aldrig har talt med nogen om det. Fortællerens viden om Elsebeth er detaljeret, og fortælleren kender til hendes tanker og h...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind