Fortæller

Fortælleren er en delvist personbunden tredjepersonsfortæller

Fortælleren i ”En stol for lidt” er en personbunden tredjepersonsfortæller. Vi kan se, at fortælleren er en tredjepersonsfortæller, fordi fortælleren ikke optræder som et ”jeg” i novellen, men omtaler manden og kvinden i tredjeperson.

Fortælleren er delvist bunden til kvinden, fordi vi i passager har adgang til kvindens tanker og følelser. Vi har derimod aldrig adgang til mandens indre liv. Vi betragter ham kun udefra. Fortælleren er derfor ikke alvidende.

Vi kan se et eksempel på adgangen til kvindens tanker, sansninger og følelser, da hun er i færd med at dække bord:

Hun kan høre lydene derudefra, imens hun sætter tallerkener på bordet; det løbende vand, de hårde krukker. Hun overvejer at udskifte de blå stearinlys med flaskegrønne, beslutter sig for at beholde de blå og lægger knive og gafler frem, polerer glassene med et viskestykke. Så stråler bordet, hun tænder lysene, retter på en ske og går ind for at sætte sit hår.

Vi oplever episoden gennem kvinden. Vi har adgang til hendes tanker og overvejelser om borddækningen. Vi har også adgang til hendes sanseerfaringer, da vi får at vide, hvilke lyde hun kan høre fra badeværelset.

Flere steder er fortælleren mere objektiv end personbunden

Novellen indeholder dog passager, hvor fortællerens afstand til kvinden er så stor, at fortælleren er mere objektiv end personbunden. Den objektive fortæller kan beskrives som en flue på væggen, der hverken har adgang til personernes indre eller udtrykker nogen holdninger til det fortalte. Fortælleren beretter på en nøgtern og neutral måde uden at lade sin mening træde frem i teksten.

Vi kan se et eksempel på denne objektive fortæller, da kvinden forlader hjemmet i novellens slutning:

Det larmer fra køkkenet, imens hun står i entreen og tager skoene af. Hun lægger dem i sin taske, snører sine støvler, tager overfrakke på. Hun hænger en paraply på plads og går ud ad døren, med tasken i hånden.

Kvindens handlinger bliver udelukkende beskrevet udefra, som om de registreres helt objektivt. Øjeblikket er dramatisk, men vi får intet at vide om kvindens tanker eller følelser, idet hun forlader sit hjem og sin partner. Fortælleren holder sig på afstand og betragter kvinden udefra. Hendes handlinger gengives køligt og konstaterende. Vi må selv tænke os til de følelser, der ligger under overfladen og driver novellens handling frem.

Virkning

Tredjepersonsfortælleren giver det fortalte troværdighed. En jegfortæller kan som regel mistænkes for at hav...