H.C. Andersen og romantikken

H.C. Andersen lever sit liv i romantikken - den herskende kunstneriske og filosofiske strømning i 1800-tallet. Her gøres der op med oplysningstidens idealisering af fornuften, og det hævdes, at den virkelige dybde og sammenhæng i verden går ud over fornuften og kun kan erkendes i kraft af fornemmelser, følelser og intuition.

Kunsten og digtningen får en meget central rolle i romantikken, fordi man igennem kunsten netop kan udtrykke og fastholde den umiddelbare oplevelse og erfaring. Fra romantikken kan nævnes en række tematikker og strømninger, der er relevante for H.C. Andersens eventyr.

Universalromantik

En dominerende strømning i romantikken er den såkaldte ”universalromantik”. Hovedtanken i universalromantikken er, at alting gennemstrømmes af den samme guddommelige ånd: ”Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket”, som den tyske filosof Schelling formulerede det. Universalromantikken er altså en tro på, at alting i sidste ende hænger organisk sammen, og at menneske, natur og Gud er en enhed og helhed (dette kaldes også ”organismetanken”).

Visse af H.C. Andersnes eventyr har klare universalromantiske træk, så som ”Klokken” og ”Den lille Havfrue”.

Kunsten og poesien

I romantikken får kunsten og poesien en meget central rolle. Tanken er, at poesien formår at udtrykke de guddommelige idealer og den sande skønhed og virkelighed, som vi i det jordiske liv ikke normalt oplever - men som vi alligevel er en del af, jf. universalromantikken....