Sproget

Det er altid flot – og noget som tæller meget op i bedømmelsen – hvis du i din analyse kan komme ind på sproget i eventyret, og vise hvordan de sproglige virkemidler fungerer i teksten og påvirker læseren.

Tekster er sammensat af sætninger og ord, men hvilke sætninger og ord, der er brugt, og hvordan disse er sammensat, kan have stor betydning for din fortolkning af historien.

Her kommer vi ind på følgende sproglige elementer i Andersens eventyr:

Eventyrsprog og eventyrtone

Et karaktertræk ved de fleste af eventyrene er, at de er skrevet med en eventyrtone, der kan virke naiv, men som næsten altid skjuler underliggende betydninger. Eventyrtonen er samtidig en hyggelig og fortrolig tone, der gør, at læseren føler sig godt tilpas og får tillid til fortælleren.

Eksempel fra ”Kejserens nye Klæder:

For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: »Keiseren er i Garderoben!«”

Den naive eventyrtone dækker her over en kritik af fine folks forfængelighed og overfladiskhed. Kritikken kan især tolkes ud af den naive og ironiske kommentar ”Keiseren er i Garderoben”. Når kongen er i rigsrådet for at tage vigtige beslutninger, er Kejseren i garderoben for at pleje sit udseende. Kejseren kan forstås som symbol for alle fine og forfængelige folk på H.C. Andersens tid.

Positive ord og vendinger

Karakteristisk for H.C. Andersens eventyrtone er det, at der ofte benyttes positive og hyggelige ord og vendinger, især i begyndelsen af eventyrene. Dette er med til at skabe en børnevenlig eventyrtone, og det gør samtidig, at læseren føler sig godt tilpas og får tillid til fortælleren.

Eksempler:

”Der var saa deiligt ude på Landet…” (”Den grimme Ælling”).
”Der var en lille Pige, saa fiin og saa nydelig” (”De røde Sko”).
”Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ…” (”Grantræet”).
”Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den dejligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas…” (”Den lille Havfrue”).

Lydmalende ord

H.C. Andersen benytter sig ofte af lydmalende ord, der gengiver lyde i naturen eller andre lyde. Dette er med til at skabe den hyggelige og børnevenlige eventyrtone, men igen kan der ligge flere betydninger i brugen af de lydmalende ord.

Eksempel:

I ”Den grimme Ælling” kommer ællingens smertefulde tilstand til udtryk igennem ravnens lydmalende skrig:

”… paa Gjærdet stod Ravnen og skreg »au! au!« af bare Kulde…”

Som læser kan man næsten ikke lade være med at høre rigtige ravnes skrig for sig, når man læser dette. På den måde gør brugen af det lydmalende ”au! uu!” stort indtryk på læseren. Ravnens skrig kan tolkes som udtryk for den kulde og tomhed, som fremmede og anderledes folk mødes med, og som H.C. Andersen selv oplevede i sit møde med det bedre borgerskab.

Talesprog og mundtlig tone

H.C. Andersens brug af talesprog og mundrette formuleringer gør eventyrene velegnede til oplæsning. Det skaber også igen en fortrolig og hyggelig stemning, hvor læseren føler sig godt tilpas.

Igen kan der ligge flere betydninger gemt i det til tider naive talesprog og ofte en kritik af borgerskabet. Det er ofte sådan, at figurernes måde at opfatte sig selv og verden på kan aflæses af deres talesprog.

Eksempel fra ”Den grimme Ælling”:

”… de andre Ænder rundt om saae paa dem og sagde ganske høit: »see saa! nu skal vi have det Slæng til! ligesom vi ikke vare nok alligevel! og fy, hvor den ene Ælling seer ud! ham ville vi ikke taale!« - og strax fløi der
...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind