Fortæller og synsvinkel
Fortælleren virker som en drillepind
Fortælleren i ”Klods-Hans” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Det er meget almindeligt i H.C. Andersens eventyr. Tredjepersonsfortælleren betyder, at fortælleren står udenfor selve fortællingen og fortæller i tredjeperson. Fortælleren skriver derfor ikke ”jeg”, men omtaler personerne i tredjeperson som fx ”de” og ”han”. Den alvidende fortæller gør, at fortælleren har det store overblik over begivenhederne i fortællingen.
Fortælleren i ”Klods-Hans” er derudover kendetegnet ved at virke som lidt af en drillepind. Det ser vi i nogle af fortællerens små kommentarer undervejs i eventyret. I begyndelsen af eventyret hører vi fx om de to brødre, at de ”forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid de havde til det, men det var ogsaa nok, for de havde Forkundskaber og de ere nyttige”.
I løbet af eventyret bliver det klart, at kommentaren om, at ”de ere nyttige”, har stærkt ironiske undertoner. Det skyldes, at brødrene ikke evner at bruge deres lærdom og kundskaber til noget som helst. Fortællerens kommentar er derfor drillende og ironiserende overfor de to brødre og omverdenen, der tror, at brødrene kan bruge deres fine lærdom, når de skal fri til prinsessen.
Vi kan også se, at fortælleren er en drillepind, da brødrene ankommer til slottet, hvor de bliver sat til at vente i forskellige rækker:
Men Brødrene red alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer eftersom de kom, og blev sat i Række, sex i hvert Geled og saa tæt at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden.
Her er igen en fortællerkommentar, der virker drillende. Det er bemærkningen om, at ”det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden”. Det skyldes især, at det virker ret overdrevet, at frierne ville have sprættet hinandens rygstykker op, hvis de havde haft bedre plads omkring sig. Kommentaren giver os et indtryk af, at frierne har meget spidse albuer og vil gøre hvad som helst for at få prinsessen. Det virker dog ret voldsomt, og vi får derfor en fornemmelse af, at der er noget drillende på spil hos fortælleren.
I slutningen af eventyret bliver det for alvor tydeligt, at fortælleren er en drillepind. Her retter drilleriet sig ikke mod personerne i eventyret, men mod læseren. Det forstærker indtrykket af fortællerens drillende stil: ”Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis - og den er ikke til at stole paa!”
Her er det, som om fortælleren prøver på at skabe stor usikkerhed omkring hele historiens sandfærdighed. Vi sidder derfor tilbage med en følelse af, at vi slet ikke ved noget om historien, og at vi på en måde er blevet narret. Det er på den ene side, som om fortælleren i slutningen river tæppet væk under sin egen historie ved at sige, at vi ikke kan stole på den. På den anden side viser det også en vis ærlighed hos fortælleren, at han rent faktisk indrømmer sin egen upålidelighed. Vi fornemmer derfor en klar tvetydighed i slutningen, fordi vi ikke ved, hvad vi skal stille op med historien. Slutningen underbygger derfor, at fortælleren er en drillepind.
