Personkarakteristik

Hyrdinden virker skrøbelig, længselsfuld og ængstelig

Hyrdindens er først og fremmest kendetegnet ved at være skrøbelig. Hun er lavet af porcelæn, og hun kan derfor nemt gå i stykker. Hyrdindens skrøbelighed kommer især til udtryk gennem beskrivelserne af hendes udseende. Vi hører fx, hvordan skorstensfejeren forsøger at få hyrdinden uskadt ud i den store verden: ”Og han trøstede hende og viste hvor hun skulde sætte sin lille Fod paa de udskaarne Kanter og det forgyldte Løvværk ned om Bordbenet”.

Beskrivelsen udtrykker en vis skrøbelighed. Det ser vi særligt, fordi skorstensfejeren nøje viser hyrdinden ”hvor hun skulde sætte sin lille fod”. Hyrdinden er en porcelænsfigur, og det vil derfor have fatale konsekvenser, hvis hun træder forkert. Vi får også direkte at vide, at hyrdinden er skrøbelig. Det sker i begyndelsen af eventyret, hvor hyrdinden og skorstensfejeren bliver præsenteret:

Han stod ganske nær ved Hyrdinden; de vare begge to stillede hvor de stode, og da de nu vare stillede, saa havde de forlovet sig, de passede jo for hinanden, de vare unge Folk, de vare af samme Porcelain og begge lige skrøbelige.

Her hører vi direkte, at hyrdinden og skorstensfejeren begge er skrøbelige. Eksemplet giver os desuden et billede af, at hyrdinden og de andre porcelænsfigurer er pyntegenstande, der ”bare” skal stå og se pæne ud. Det ser vi i formuleringen ”de vare begge to stillede hvor de stode”.

Her fornemmer vi, at porcelænsfigurerne er fastlåst til deres plads oven på bordet, og at de ikke bare kan gøre, hvad de vil. Det er centralt for vores opfattelse af hyrdinden. Det giver os nemlig en forståelse for, at hyrdinden også er længselsfuld. Hun længes efter den store verden, men hendes rolle i verden er blot at være en pyntegenstand i en lille stue.

Hyrdindens tanker røber, at hun længes efter frihed

Vi kan også se, at hyrdinden er længselsfuld, hvis vi fokuserer på hendes tanker. Vi får fx en klar fornemmelse af, at hyrdinden er længselsfuld, da hun ser spillekortene spille komedie og bliver trist ved synet: ”Komedien handlede om to, som ikke maatte faae hinanden, og Hyrdinden græd derover, for det var ligesom hendes egen Historie”.

Hyrdinden er tydeligvis berørt af, at hun ikke kan leve det liv, hun gerne vil, sammen med skorstensfejeren. Det kan vi læse som et udtryk for, at hyrdinden længes efter at have frihed til selv at vælge, hvordan hun skal leve sit liv.

Hyrdindens længselsfuldhed bliver dog erstattet af en form for ængstelighed, da hun endelig er på vej ud i den store verden. Det ser vi hovedsageligt gennem hendes sprogbrug, da vi hører hende beklage sig til skorstensfejeren:

"Det er altfor meget!" sagde hun. "Det kan jeg ikke holde ud! Verden er altfor stor! gid jeg var igjen paa det lille Bord under Speilet! jeg bliver aldrig glad før jeg er der igjen!"

Her får vi en klar fornemmelse af, at hyrdindens møde med den store verden gør hende ængstelig. Det virker, som om hun føler, at verden er meget overvældende, og hun ønsker bare at komme tilbage til det lille bord i stuen igen.

Slutningen af ”Hyrdinden og Skorstensfeieren” underbygger, at hyrdinden er skrøbelig: ”og saa bleve de Porcelains Folk sammen og de velsignede Bedstefaders Klinke og holdt af hinanden til de gik i Stykker”. Det er en lidt anderledes version af ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Slutningen underbygger porcelænsfigurernes skrøbelighed, fordi vi hører, at alle porcelænsfigurerne ender med at gå i stykker. Det giver os en fornemmelse af, at det ikke kunne være anderledes for dem. Porcelænsfigurerne er skrøbelige af natur, og de er dømt til at gå i stykker en dag.

Beskr

...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind