Fortæller og synsvinkel

Fortælleren har et stort sprogligt overskud og en underfundig tone

Fortælleren i ”Hyrdinden og Skorstensfeieren” er en alvidende tredjepersonsfortæller, hvilket er meget almindeligt i H.C. Andersens eventyr. Det betyder, at fortælleren fortæller historien udefra og omtaler figurerne i tredjeperson. Det giver os en oplevelse af, at fortælleren har det store overblik over handlingen og personerne i eventyret.

Fortælleren i ”Hyrdinden og Skorstensfeieren” er også kendetegnet af et stort sprogligt overskud og en underfundig tone. Det er nogle meget almindelige kendetegn hos H.C. Andersens fortællere. Vi kan fx se den underfundige tone, da vi hører om baggrunden for Gedebukkebeens navn: ”Børnene i Stuen kaldte ham altid Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeanten, for det var et svært Navn at sige, og der ere ikke mange der faae den Titel”.

Her er det meget uklart, hvad fortælleren egentlig vil sige med den sidste bemærkning: ”der ere ikke mange der faae den Titel”. Det virker næsten drillende af fortælleren at indskyde denne bemærkning, fordi vi som læsere ikke ved, hvad vi skal stille op med denne oplysning. Vi kan også sige, at det giver fortælleren et lidt snakkende præg, så vi ikke altid ved, hvor relevante fortællerens oplysninger egentlig er.

Vi kan se et andet eksempel på fortællerens underfundige tone kort efter, da vi hører om skorstensfejeren: ”Der stod han med sin Stige saa nydeligt, og med et Ansigt, saa hvidt og rødt, som en Pige og det var egentligt en Feil, for lidt sort kunde han gjerne have været”. Her er det også uklart, hvad vi skal lægge i fortællerens sidste bemærkning om, at det er en fejl, at skorstensfejeren ikke er sort.

Det er ikke åbenlyst, hvad vi skal bruge den bemærkning til, ud over at fortælleren tiltager sig lidt autoritet ved at påpege en fejl ved skorstensfejeren. Samtidig er det som om fortælleren fralægger sig den totale magt over eventyrets univers. Det er nogen andre, der har begået en fejl ved kun at male skorstensfejeren hvid og rød i ansigtet. Fortælleren fremstår dermed som en stemme i teksten, der beskriver hvordan stuen og figurerne ser ud og samtidig har en mening om, hvor vellykket dette udseende er.

Vi kan samlet set sige, at fortælleren er kendetegnet ved at have en underfundig tone, der til tider virker drillende. Det skyldes især, at fortælleren flere steder indskyder nogle små kommentarer, der virker overflødige. Fortællerens bemærkninger er dog langt fra ligegyldige. De viser os nemlig en legende tilgang til verden, hvor der er plads til bemærkninger, der på overfladen virker overflødige. Fortællerens bemærkninger er derfor med til at skabe en helt særlig stemning i eventyret, der på en måde bliver mere hyggeligt af de mange små kommentarer.  

Der er stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid

Der er stor afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid i ”Hyrdinden og Skorstensfeieren”. Det er et af de generelle kendetegn ved H.C. Andersens kunsteventyr, som vi også ser her. I ”Hyrdinden og Skorstensfeieren” bliver den store afstand mellem fortælletidspunktet og den fortalte tid især tydelig...