Personkarakteristik

Havfruen stræber efter kærlighed og evigt liv

Den lille havfrue er eventyrets hovedperson eller hovedfigur. Det er hendes handlinger, som teksten er bygget op om. Hendes handlemåder viser, at hun er anderledes end sine søstre. Hun er den yngste havfrue i søskendeflokken, og hun skiller sig klart ud fra de andre. Det ser vi i dette centrale citat fra indledningen:

Hun var et underligt Barn, stille og eftertænksom, og naar de andre Søstre pyntede op med de forunderligste Ting de havde faaet fra strandede Skibe, vilde hun kun, foruden de rosenrøde Blomster, som lignede Solen der høit oppe, have en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng var det, hugget ud af den hvide, klare Steen og ved Stranding kommet ned paa Havbunden.

Mens hendes søstre bruger tid på at pynte op i deres små haver, er havfruen mest optaget af en marmorstatue, som forestiller en ”deilig Dreng”. Det indikeres her, at havfruen er mere end almindeligt betaget af menneskenes verden, og det antydes, at havfruen har en spirende seksualitet, der adskiller sig fra søstrenes. Det ser vi i beskrivelsen af måden, hvorpå hun iscenesætter marmorstatuen:

Hun plantede ved Støtten en rosenrød Grædepiil, den voxte herligt, og hang med sine friske Grene udover den, ned mod den blaa Sandbund, hvor Skyggen viste sig violet og var i Bevægelse, ligesom Grenene; det saae ud, som om Top og Rødder legede at kysse hinanden.

Havfruen planter en grædepil ved statuen, som efterligner en erotisk bevægelse: ”det saae ud, som om Top og Rødder legede at kysse med hinanden”. Hermed fremlægges ét af eventyrets væsentligste temaer, nemlig havfruens seksuelle udvikling. Marmorstatuen repræsenterer en drøm om kærlighed til en menneskemand.

Det ser vi også i den scene, hvor havfruen redder prinsen fra druknedøden. Her sætter havfruen lighedstegn mellem marmorstatuen og prinsen: ”Havfruen kyssede hans høie smukke Pande og strøg hans vaade Haar tilbage; hun syntes, han lignede Marmorstøtten nede i hendes lille Have, hun kyssede ham igjen, og ønskede, at han dog maatte leve.” Prinsen bliver herefter genstand for havfruens drøm om kærlighed.

Havfruens handlinger viser altså, at hun stræber efter kærlighed. Hun længes efter at blive forenet med et menneske i kærlighed. I modsætning til sine søstre er hun ikke tilfreds med livet under havet. Hun længes efter at blive en del af menneskenes verden, hvilket kommer til udtryk i måden, hun handler på.

Havfruens længsel efter den menneskelige verden bliver forstærket i løbet af eve...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind