Fortæller og synsvinkel

Fortælleren er alvidende og iscenesættende

Fortælleren i ”Den lille Havfrue” er en alvidende tredjepersonsfortæller. Fortælleren har det store overblik over begivenhederne og tilrettelægger dem én efter én. Desuden har fortælleren adgang til alle figurernes tanker og følelser og kan frit bevæge sig ind og ud af figurernes tanker og følelser.

I dette eventyr er det især havfruens indre verden, der gengives:  "Ja!" sagde den lille Havfrue med bævende Stemme, og tænkte paa Prindsen og paa at vinde en udødelig Sjæl”. Fortælleren gør løbende brug af denne form for tankegengivelse (”tænkte”). Det inddrager os i havfruens tanke- og følelsesverden, samtidig med at hun beskrives udefra.

Fortælleren gør desuden en dyd ud af at iscenesætte eventyrets figurer og miljøer. Prinsen beskrives som ”deilig”, og havheksens hjem beskrives med negative adjektiver. Fx: ”Nu kom hun til en stor slimet Plads i Skoven, hvor store, fede Vandsnoge baltrede sig og viste deres stygge hvidgule Bug.” Vi er ikke i tvivl om, at havheksens hjem er et afskyeligt og farligt sted. Det skyldes fortællerens klare iscenesættelse af det.

Fortælleren har generelt stor autoritet.  Det skyldes især, at eventyrets personer og steder er beskrevet med værdisættende adjektiver. Som læsere bliver vi dermed påvirket til at følge fortællerens holdninger. Vores oplevelse af eventyrets figurer bliver farvet af fortælleren.

Fortælleren giver sig til kende

Den alvidende fortæller giver sig løbende til kende i eventyrets univers. Det ser vi, når fortælleren fremsætter en række udråb. Fx i situationen, hvor det trækker op til dårligt vejr på havet. Her siger fortælleren: ”O, det vilde blive et skrækkeligt Veir!” Dermed går fortælleren ind i historien og fremsætter et varsel om, hvordan vejret vil tage sig ud. Vi ser også fortælleren give sig til kende i deciderede fortællerkommentarer. Fx her: ”Men nu skal Prindsen givtes og have Nabokongens deilige Datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster saa prægtigt et Skib.”

I denne sekvens griber fortælleren ind i historien og får den til at skride frem. Fortælleren henviser til, hvad ”man” siger i prinsens rige. Det afslører, at eventyret er noget, fortælleren konstruerer. Fortælleren er dog først og fremmest olympisk hævet over eventyrets begivenheder. Det er kun i enkelte tilfælde, at fortælleren griber ind og viser sig.

Det ser vi også, når fortælleren gør...