Komposition

”De røde Skoe” følger overordnet set hjemme-ude-hjem-modellen

Som betegnelsen hjemme-ude-hjem-modellen indikerer, er der tre faser i modellen. I den første fase er hovedpersonen ”hjemme”. Her hersker der en kendt orden, som hovedpersonen respekterer. I næste fase kommer hovedpersonen ”på udebane”. Her bliver ordenen forstyrret, og hovedpersonen må ofte forholde sig til en eller flere prøvelser. I den tredje og sidste fase har hovedpersonen overkommet prøvelsen og er kommet ”hjem” igen, og der er blevet etableret en ny orden.

I ”De røde Skoe” bliver læseren faktisk aldrig præsenteret for Karens oprindelige hjem: Vi får at vide, at hun er lille og fattig, og kort derefter dør hendes mor. Men vi er aldrig konkret ”hjemme” hos Karen.

På den måde afviger ”De røde Skoe” her en smule fra hjemme-ude-hjem-modellen. Dog hersker der en bestemt orden, og man kan derfor godt opfatte denne fase som ”hjemme”-fasen: Karen er lille, fin og nydelig, men frem for alt fattig. Meget hurtigt bliver hun også moderløs. Da vi aldrig hører om en far, må vi formode, at hun dermed også bliver hjemløs.

Med hendes mors død stopper den første fase. Hun er dog heldig, idet den gamle frue med det samme tager hende til sig. På overfladen virker livet hos den gamle frue ikke som en prøvelse for Karen, men derimod rart og behageligt i og med, at hun ikke længere er fattig.

Alligevel er det dog her hos den gamle frue, at prøvelserne begynder. Det er nemlig her, at Karen introduceres for de røde sko, som hun ikke kan modstå. Hun ved godt, at den gamle frue aldrig vil tillade, at hun får røde sko til sin konfirmation, men hun udnytter, at den gamle frue er svagtseende til at få dem alligevel.

Den egentlige prøvelse begynder, da hun vælger at tage til ballet og danse. Herefter kan hun ikke tage skoene af og er derfor tvunget til at danse konstant. Denne ”ude”-fase varer helt til, hun vælger at få hugget sine fødder af og kommer i tjeneste på præstegården. Fasen slutter først, da hun for alvor fortryder, hvad hun har gjort, nemlig da hun ”angrede ret i Hjertet sin Synd.”

Først da hun for alvor angrer sin synd, oprettes der en ny orden, og den tredje fase, ”hjem”, begynder. Her arbejder hun på præstegården, og hun beskrives som flittig, tankefuld og stille. Hun har altså gennemgået en væsentlig ændring, siden hun i den anden fase ”skejede ud” og var ulydig, egoistisk og forfængelig.

I den tredje fase kommer Karen dog ikke i bogstavelig forstand ”hjem” – hendes oprindelige hjem hos moderen eksisterer jo ikke længere. På samme måde er hjemmet hos den gamle frue også opløst, fordi fruen er død. Men præstegården fungerer som et nyt ”hjem”, hvor der er etableret en ny orden: Karen har ændret sig, og hun angrer virkelig sine synder. På den måde kan man sige, at Karen i overført forstand kommer hjem igen.

Man kan dog også tolke slutningen på en lidt anden måde, nemlig at Karen til allersidst i eventyret dør og på den måde kommer ”hjem” til Gud:

Og Orgelet klang og Børnestemmerne i Choret løde saa blødt og deiligt! Det klare Solskin strømmede saa varmt gjennem Vinduet ind i Kirkestolen hvor Karen sad; hendes Hjerte blev saa fuldt af Solskin, af Fred og Glæde, at det brast; hendes Sjæl fløi paa Solskin til Gud, og der var der Ingen som spurgte om de røde Skoe.

At hendes hjerte brister, og hendes sj...