Gymnasial supplering

Gymnasial supplering (GS) kan hjælpe dig med at supplere din eksamen efter gymnasiet. GS er bedst kendt som sommersupplering, men du kan godt læse GS-fag på andre tider af året.

GS kan blive relevant, hvis du mangler et eller flere fag for at søge ind på en videregående uddannelse. Du kan mangle fag, fordi du slet ikke har haft dem, du har dumpet dem eller fået en lav karakter, eller du har taget dem på for lavt niveau. 

Hvad er gymnasial supplering?

GS skal hjælpe dig med at opfylde fagkravene til en videregående uddannelse. Du skal i ansøgningen til GS angive den uddannelse, som du vil søge ind på. Du kan kun komme på GS, hvis du har bestået en gymnasial eksamen eller har en erhvervsuddannelse med et studierettet fag på mindst C-niveau.

To eksempler på supplering

Mie har bestået STX og vil gerne være læge. Adgangskravet til medicinstudiet er blandt andet Matematik A. Men Mie har læste en studieretning, hvor matematik kun var på B-niveau. Hun søger derfor et komprimeret sommerkursus, hvor hun kan løfte niveauet i matematik fra B til A.

Mathias har bestået HHX og vil gerne ind på jurastudiet. Her er ét af adgangskravene Historie B. Desværre dumpede han faget, fordi han syntes, at underviseren var frygteligt kedelig. Han søger derfor om at læse faget op på ny i sit sabbatår. Da han har fået et fuldtidsarbejde, ansøger han om at læse faget om aftenen.

GS har de samme fag som i gymnasiet, men er dog begrænset til fag, som er adgangskrav til videregående uddannelse. Fagene på GS er opbygget med forskellige længder. Det kan være alt fra et år til intensive kurser på få uger.

De fleste fag består af undervisning om dagen, men nogle af kurserne ligger om aftenen, så du kan passe et arbejde ved siden af. Endelig er der nogle steder, hvor kurserne udbydes som fjernundervisning, så du kan tage faget hjemme fra din computer.

Mange af kurserne udbydes også i sommerferien, så du faktisk kan nå at supplere din eksamen og søge ind på en videregående uddannelse uden at skulle holde sabbatår først. Dog kan du typisk ikke nå at supplere med mere end ét fag i sommerferien. Det betyder, at du er nødt til at strække GS over længere tid, hvis du mangler flere fag.

Hvis du først kan komme til at læse GS efter ansøgningsfristen til de videregående uddannelser fx som sommersupplering inden studiestart, skal du søge om betinget optagelse på det studie, du gerne vil ind på. Det betyder, at du bliver optaget på studiet, men kun får studiepladsen, hvis du består de manglende fag på GS.

Hvordan tilmelder du dig?

Der er udpeget en GS-koordinator i hver landsdel, som du kan kontakte for at høre mere om mulighederne. Du kan søge om tilmeldelse på deres hjemmesider. Du kan også udfylde ansøgningsskemaet fra www.gsdanmark.dk og indsende det til én af de 5 koordinatorer.

Københavns VUC

Niels Brock

Odense Katedralskole

VUC Aarhus

Nørresundby Gymnasium og HF

Der er tre årlige ansøgningsfrister. Sommerkurserne skal du ansøge om senest 5. juli, efterårskurserne senest 15. august og forårskurserne senest den 1. december. Der kan også være særlige frister for de komprimerede hold, så det er du nødt til at undersøge på koordinatorernes hjemmesider.

En meget vigtig ting er, at du kun kan søge om optagelse på et fag én gang. Så hvis du tilmelder dig og efterfølgende ikke møder op til undervisning eller eksamen, så har du ikke mulighed for at tage faget igen. Så hvis du får andre planer efter din tilmelding, skal du straks kontakte GS-koordinatoren.

GS kan ikke forbedre dit gennemsnit, men godt trække det ned

OBS: 

"Reglerne om genberegning af karaktergennemsnit udskydes et år og træder først i kraft den 1. maj 2022. Det gælder både for studenter fra 2-årigt hf, hhx, htx, stx samt højere forberedelseseksamen og eux. Det skyldes den ekstraordinære situation med COVID-19."

Kilde: Undervisningsministeriet, 6. april 2021, uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/uddannelser/gymnasial-supplering

Fagene på GS afsluttes med en eksamen, hvor du får en karakter. Det er dog indrettet sådan, at karakterer fra GS ikke kan forbedre dit gymnasiegennemsnit.

Dog tæller karakteren for det enkelte GS-fag, hvis du skal bruge det i forhold til et karakterkrav i et bestemt fag. Det kan fx være, at du vil være ingeniør, hvor du skal have mindst 7,0 i gennemsnit i Matematik A. Hvis du så har fået 4,0 i gennemsnit i Matematik A i gymnasiet, kan du godt bruge GS til at hæve karaktererne i matematik. Men kun i matematik.

Når du bruger GS til at løfte niveauet for et fag - fx fra Engelsk B til Engelsk A, så vil karakterne fra Engelsk A kunne sænke dit eksamensgennemsnit fra Gymnasiet, hvis de er dårligere end dine karakterer var i Engelsk B.

Andre muligheder for supplering

Der er også andre muligheder for at supplere sin eksamen.

SOF Supplerende Overbygningsuddannelse

For elever fra HF og EUX findes en særlig ordning for supplering af manglende fag eller niveauer, som kaldes for Supplerende overbygningsforløb - SOF. Det vil typiske tage 3-6 måneder og indeholde to fag, hvoraf ét skal være på A-niveau. SOF kan du læse om her

HF-enkeltfag

Du kan vælge at læse et manglende fag op som HF-enkeltfag. Dog skal du være opmærksom på, at du selv skal betale for undervisningen og ikke kan søge SU, fordi du allerede har bestået én gymnasial eksamen. Du kan læse mere om HF- enkeltfag på de enkelte skolers hjemmesider.

Ingeniøruddannelsernes adgangskurser

Hvis du gerne vil læse til ingeniør efter gymnasiet, så tilbyder ingeniøruddannelserne supplering i de fag, som er relevante som adgangskrav til studierne, dvs. Matematik, Fysik og Kemi. Du kan læse mere om det på de enkelte uddannelsers hjemmesider.

GIF  - Gymnasiale Indslusningsforløb for flygtninge- og indvandrere

Hvis du er flygtning eller indvandrer med mindst 12 års skolegang, så har du mulighed for at opgradere en udenlandsk eksamen, så den svarer til den danske studentereksamen. Det kan du gøre ved de gymnasiale indslusningsforløb, som kaldes GIF. Her kan du læse mere om GIF- Gymnasiale indslusningsforløb.