Forstå teksten

“Germand Gladensvend” findes i flere versioner

Oprindelig eksisterede folkeviser kun mundtligt, og derfor er der over tid opstået flere versioner af den samme vise. Der findes også mere end én udgave af “Germand Gladensvend”, hvor nogle har helt op til 67 strofer. Udover forskel i længden kan du også støde på små forskelle i indholdet. Fx slutter nogle versioner med, at Germands forlovede, jomfru Sølverlad, dør af sorg. Den overordnede handling ligger dog altid fast.

Vores analysehjælp er rettet mod en af de mest udbredte versioner. Den har 32 strofer. Du kan læse hele folkevisen samt vores forklaringer herunder. 

Du kan sagtens bruge vores analysehjælp, selvom du arbejder med en anden version. Når du skal citere fra teksten, skal du dog sørge for at citere fra den udgave, din lærer har givet dig.

Forstå teksten med vores forklaringer af ord og handling

“Germand Gladensvend” er fra middelalderen, og derfor kan folkevisens sprog og indhold virke svært at forstå i dag. Her hjælper vi dig med at få hul på den. Du kan nemlig først lave en god analyse, når du har forstået, hvad visen handler om.

På denne side kan du læse hele folkevisen. Vi har indsat ordforklaringer på de sværeste ord. Vi har desuden tilføjet uddybende forklaringer på, hvad der sker i de enkelte strofer.

Har du svært ved at se, hvilke personer der siger hvad i visen, så kig efter anførselstegnene. De markerer, hvornår en person begynder og stopper med at tale.

Germand Gladensvend

Strofe 1

Vor konning og vor unge dronning
de sejlede dennem over hav; 
der blev deres skib på vanden holdet, 
de kunde ikke børen få. 
Så fløj han over ad rine. 

Strofe 2

“Er her noget under vandet, 
som skibet holde må; 
jeg giver eder både guld og sølv, 
I lader mig børen få.”

Strofe 3

“Du haver ikke guld eller sølv, 
som dertil hjælpe må; 
det er alt under din linde, 
der jeg mon efter trå.” 

Strofe 4

“Jeg haver ikke under min linde, 
furuden min nøgle små; 
kommer jeg levendes til lande, 
jeg lader mig andre slå.”

Strofe 5

Så tog hun de nøgle små, 
hun kasted dennem udi strand; 
de fik bør hin blide, 
de sejled så glad’ til land. 

Strofe 6

Dronningen hun ganger på hviden sand, 
og hun fik fuldstor harm; 
hun følte Germand Gladensvend, 
og han var kveg i barm. 

Strofe 7

Det var ikke derefter 
foruden måned fem; 
dronning hun ganger i højeloft, 
hun fødte en søn så væn. 

Strofe 8

Født blev han om aften, 
og kristen’ de hannem om nat; 
de kalded hannem Germand Gladensvend, 
de dulgte hannem, me’n de matt’. 

Strofe 9

Så vel han vokste, så vel han trevst, 
sin hest kunde han vel ride; 
hver sind’ han sin moder så, 
så såre da monne hun kvide. 

Strofe 10

“I vider mig det, kær moder min, 
og hvad jeg vil eder bede: 
hvi sørger I så jammerlig, 
hver sind’ I mig ser?”

Strofe 11

”Hør du, Germand Gladensvend, 
jeg må vel for dig kvide; 
du varst dig så liden, 
der du blev trolden given.”

Strofe 12

“Hører I det, kære moder min, 
I lader bortfare eders vande; 
hvad lykke Gud mig give vil, 
det formener mig ingen mand.”

Strofe 13

Det var om en torsdag morgen 
så årlig om den høst; 
åben da stod den fruerstue-dør.
der kom så væn en røst. 

Strofe 14

Ind da kom den lede gam, 
han sættes den frue så nær: 
“Mindes eder det allerkæreste min, 
hvad I haver givet mig.”

Strofe 15

Hun svor om Gud, hun svor om mænd 
og alt, hun sværge måtte; 
hun vidste sig hverken datter heller søn,
der hun i verden åtte. 

Strofe 16

Bort da fløj den lede gam, 
han gav så slem en skrig: 
“Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er han given mig.”

Strofe 17

Der han var fulde femten år, 
da lysted hannem en jomfru at love; 
konningens datter af Engeland, 
den allerskønnest’ jomfru. 

Strofe 18

Så såre da monne han længes 
hjem til sin mø: 
“Min kære moder, I låner mig eders fjederham,
Me’n jeg flyver bort under ø.”

Strofe 19

“De vinger de ere så brede, 
de ere så vide om by; 
lever jeg mig til sommer,
jeg lader mig gøre en ny.”

Strofe 20

Han satte sig i sin fjederham, 
han fløj alt så trøst; 
der han kom midt på sund,
der hørte han gammerøst.

Strofe 21

“Vær velkommen, Germand Gladensvend,
så vel da kender jeg dig; 
du varst alt for liden,
der du varst given mig.”

Strofe 22

“Du lad mig flyve, du lad mig fare 
alt bort til min fæstemø; 
først jeg kommer tilbage udigen, 
vi findes vel under ø.”

Strofe 23

“Da skal jeg dig mærke, 
alt hvor du flyver frem; 
men hvor du kommer blandt ridder’ og svend’, 
og kende så vil jeg dig.”

Strofe 24

Han hug af hans højre øje, 
drak halvt hans hjerteblod; 
end fløj han til jomfruens bur,
for vilje hun var god.

Strofe 25

Han satte sig på de tinde 
så gusten og så bleg; 
alle de jomfruer, i buret var, 
de tabte både skæmt og leg. 

Strofe 26

Alle da sad de stolte jomfruer, 
gav det dog lidet i gem; 
foruden stolten Sølverlad, 
hun kasted både saks og søm. 

Strofe 27

Hun tog ud en sølverkam, 
hun kæmte hans favre hår; 
hver en lokke, hun redte, 
hun fældte så modige tåre. 

Strofe 28

Hver en lokke, hun redte, 
hun fældte så modig’ tåre; 
alt banded hun hans moder, 
hans lykke havde gjort så hård. 

Strofe 29

“Hør I det, jomfru Sølverlad, 
I bander ikke moder min; 
hun kunne det intet i volde, 
så krank var lykken min.”

Strofe 30

Han satte sig i sin fjederham, 
og så fløj han derfrå; 
hun satte sig i en anden, 
hun monne efter hannem gå. 

Strofe 31

Alle de fugle, hun så, 
dennem klipped hun alle så små; 
foruden den leden gam, 
hannem kunne hun ikke nå. 

Strofe 32

Det var jomfru Sølverlad, 
hun fløj ud med den strand; 
hun fandt ikke af Germand Gladensvend, 
foruden hans højre hand. 
Så fløj han over ad rine.