Arvelighed

Henrik Ibsens drama Gengangere er fra 1881, og det er skrevet i en periode præget af en stor interesse for videnskab i både samfundet og litteraturen.

Den danske litteraturforsker Georg Brandes opfordrede i sine forelæsninger i 1871 forfattere til at bruge naturvidenskabsmænd som deres forbilleder. Forfatterne skulle lade sig inspirere af positivismen, det vil sige den videnskabelige arbejdsform, hvor man kun accepterer det, der kan findes håndfaste beviser for.

Hvor litteraturen tidligere havde haft et religiøst perspektiv på mennesket, tog den nu fat i biologiens begreber arv og miljø som centrale forklaringer på mennesket og dets egenskaber. Ibsens skrivestil og indhold i Gengangere har tydeligt aftryk af disse tanker, hvilket især kommer til udtryk i hans objektive fremstillingsform og i en tematisering af arveligheden.

Dramaets personer udtrykker forskellige sider af arveligheden. På den side er der den sociale arv, som blandt andet består af de værdier og meninger...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind