Analyse

På de næste sider får du hjælp til at analysere og vurdere “Fri mig for Disneys hvide skønhedsidealer”. Vi har særligt fokus på at undersøge, hvordan Tina Splidsboel opbygger sin argumentation og bruger sproglige virkemidler til at overbevise sine modtagere.

Vi vil se på, hvordan Tina Splidsboel bruger personlige fortællinger om sin egen datter til at appellere effektivt til både patos og etos hos modtagerne. Samtidig overvejer vi, hvordan Splidsboel bruger henvisninger til konkrete undersøgelser og åben argumentation i et forsøg på at tilføje appel til logos.

Vi undersøger også Splidsboels brug af uformel sproglig stil og sproglige virkemidler som personifikation og modsætninger, og hvordan de er med til at give hendes budskab ekstra styrke.

Til sidst præsenterer vi nogle overvejelser om, hvilke grupper af modtagere Tina Splidsboel er særligt interesseret i at nå, og hvordan hun forholder sig til disse målgrupper i selve teksten.

Få mere hjælp til at skrive analyseafsnittet

Du kan få mere hjælp til dit analyseafsnit i vores vejledning til analyse og vurdering.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra vores analyseafsnit:

Afsenderen bruger ofte modsætninger til at understøtte sit budskab

Debatindlægget indeholder en del eksempler hvor Tina Splidsboel opstiller et modsætningsforhold for at understøtte sine pointer.

Vi ser fx et tydeligt eksempel i første spalte, hvor Splidsboel er i gang med at beskrive sin datters svære situation: “Når man er en lille, brun pige i et overvejende hvidt land...” (l. 30-31). Her bruger hun modsætningen til at understrege den følelse af isolation, som hendes datters anderledes etnicitet kan give.

Vi ser også en stærk modsætning i debatindlæggets afsluttende sektioner, hvor Splidsboel beskriver sit opgør med den kapitalistiske underholdningsindustri:

Men når man som middelklassemor til en brun pige i et lilleputland ikke har en kinamands chance for at påvirke hverken Disney, Miss Universe eller resten af storkapitalen, hvad gør man så for at rette op på Disneys dårende dumme skønhedsidealer? (l. 119-124)