Vurdering af teksterne
Her kan du få hjælp til at vurdere, hvor effektive Sofie Nellemann Krygers kronik “Kald mig ikke en af ‘de perfekte piger’” og Caroline Thorsfelts blogindlæg “Jeg er en 02-pige” er i forhold til at nå deres målgrupper.
- Argumentationen i Krygers tekst er mest velfungerende
- Thorsfelts sproglige stil er bedst tilpasset til målgruppen
- Både Kryger og Thorsfelt forstærker deres budskab effektivt med metaforer
- Det kan være et problem, at begge selv giver udtryk for fordomme
- Begge er generelt gode til at kommunikere deres budskab til målgruppen
Argumentationen i Krygers tekst er mest velfungerende
Argumentationen i de to tekster har visse fællestræk, da både Kryger og Thorsfelt i stor grad argumenterer ud fra deres eget perspektiv og trækker på deres personlige erfaringer med omverdenens fordomme. Det er på nogle punkter en fornuftig strategi, fordi det giver dem en stærk etos i forhold til at tale om emnet. På den anden side kunne det have styrket deres argumenter, hvis de havde et større antal eksempler at trække på i deres argumentation. Fx kunne det have styrket Krygers tekst, hvis hun havde præsenteret noget overordnet statistik om elever med højt snit og deres psykologiske trivsel.
Krygers argumentation bliver dog styrket af, at hun er god til at udpege den manglende logik i samfundets fordomme om “12-talspigerne” (se fx l. 69-70 og 105-108), og dermed måske kan få nogle modtagere til at indse, at deres negative holdning til de dygtige piger ikke hænger sammen.
Derimod er der flere sektioner i Thorsfelts tekst, hvor hun simpelthen fremlægger sine påstande uden at argumentere for dem (fx l. 29-32). Det er ikke en særlig stærk argumentationsstrategi, fordi det forudsætter, at modtagerne allerede i nogen grad er enige med ens synspunkt.
Man kan dog sige, at Krygers tekst i højere grad har brug for stærk argumentat...