Sproget i folkeviser bærer præg af, at viserne oprindelig skulle huskes udenad. Rent sprogligt bruger viserne en række virkemidler, som hver især gør dem lettere at huske. De sproglige virkemidler har dog også flere andre virkninger og funktioner i visen.
Folkevisernes sprog bærer naturligvis også præg af, at det er tekster fra middelalderen. Du kan evt. prøve at slå de svære ord op i Ordbog over det danske sprog. Husk, at mange ord kan have mere end én betydning, så du skal ofte nærlæse ordbogsopslaget for at finde den rette betydning.
På de følgende sider hjælper vi dig med at analysere sprog i folkeviser:
Uddrag
Her kan du læse et uddrag af vores analysemodel:
Isocolon
Isocolon betyder typisk, at ord eller sætningsdele gentages i varieret udgave i de følgende strofer. Nogle gange er det i stroferne lige efter, og andre gange kan der være flere strofer imellem.
Et eksempel er strofe 18-19 i “Jomfruen og Dværgekongen”, hvor en dværg forhekser jomfru Ermerigs vej til kirken, så han kan få fingre i hende:
Han skrev Runer på Spange,
som Jomfruen skulde over gange.
Han skrev Runer på Stie,
som Jomfruen skulde over ride.
Som du kan se, gentages de to vers fra den første strofe i let varieret form i den næste. Gentagelserne trækker tempoet ud af visen og har desuden den virkning, at vores fokus bliver rettet mod det, der gentages. Dermed understreger isocolon, at dette er et centralt sted i handlingen, fordi det er her, at jomfruen bliver forhekset og går sin undergang i møde.
Samtidig understreger gentagelserne, at det ikke er jomfruens egen skyld, fordi dværgen jo bruger ond magi. Endelig gør gentagelserne også visens strofer lettere at huske.
