Fiktive fremstillinger af mennesker, der falder udenfor normen

Fortælleren gennemgår en udvikling i forhold til sin skam 

Vi mennesker er flokdyr, og derfor betyder andres mening om os også meget. Fortællerens eget syn på skammen over hendes forbrydelse lader til at udvikle sig i løbet af novellen. 

I begyndelsen skammer hun sig og prøver at passe ind 

Den første halvdel af novellen beskriver, hvordan fortælleren fx undgår andre mennesker eller forsøger at blende ind i mængden iført briller og kasket. Det er tydeligt, at hun frygter omverdenens fordømmelse - fx som da hun blev genkendt af en ældre mand i sporvognen:

Jeg mærkede hans blik og prøvede at skjule mig for det, spille død. Før han stod af, lagde han hånden på min skulder og sagde: Undskyld? Jeg vil bare lige sige, at du burde skamme dig. Det burde du virkelig. En helt almindelig mand. Efterfølgende havde jeg lange samtaler med ham indeni, hvor jeg sagde, at det gjorde jeg, skammede mig, forklarede ham, at jeg prøvede at forbedre mig. (l. 20-25)

Fortælleren har muligvis begået en slem forbrydelse, og manden er egentlig meget høflig. Men det er stadig meget grænseoverskridende at gå hen og kritisere et andet menneske foran andre.