Fortolkning

På de næste sider kan du læse vores bud på en grundig fortolkning af Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus fra 1723. 

Der er flere temaer på spil i Holbergs stykke. Komedien er fortællingen om bondesønnen, der vender tilbage til barndommens landsby, nu som akademisk uddannet. Det udfoldes i et tema om identitet og social status.

Forholdet mellem sprog og virkelighed er også et vigtigt tema, hvor Montanus’ abstrakte og verdensfjerne akademiske sprog støder sammen med landsbyens konkrete og jordbundne sprog.

I komedien ser vi også et tema om rigtige og forkerte måder at bruge sin lærdom og fornuft på.

Du kan også læse om Holbergs budskab med komedien. Komedien kritiserer samtidens verdensfjerne akademikere og slår på, at den sunde, praktiske fornuft er langt vigtigere end abstrakt akademisk lærdom.

Uddrag

Her kan du læse et kort uddrag fra afsnittet "Identitet og social status":

Erasmus Montanus er en bondesøn, der vender hjem til barndommens landsby med en akademisk uddannelse. Landsbyen er hans fortid, men han ønsker ikke, at den skal være hans fremtid. Derfor har han også skiftet navn fra Rasmus Berg til det latinske Erasmus Montanus, hvilket markerer en afstand til hans tidligere identitet. 

Den akademiske uddannelse giver ham ellers en social status i landsbyen. Vi ser nemlig, hvordan beboerne beundrer Per Degn for hans latinske evner, selvom det er klart for publikum, at degnen er helt håbløs til latin. Til at begynde med opsøger også Jesper Ridefoged Montanus som en akademisk autoritet, der kan fortælle ham om de mærkelige verdensopfattelser i København.   

I landsbyen har Montanus’ familie og kommende svigerfamilie helt klare forventninger til ham. Han skal tage et embede som præst, så han kan gøre sine forældre stolte og forsørge sin kommende hustru, Lisbed. Montanus ønsker noget helt andet. Han ser ned ikke alene ned på landsbyens beboere, som han kræver tiltaler ham respektfuldt, men han udtaler sig også nedsættende om landsbypræster som nogle, der bare prædiker ud fra andres nedskrevne tekster. 

Han ønsker sig en tilværelse i det akademiske miljø, som han har bevæget sig i under sine studier, og det kan et giftemål med Lisbed og en stor medgift fra svigerfaderen, Jeronimus, finansiere. 

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind