Hjælpeverberne be, have og do

Hvad bruges hjælpeverber til?

To be, to have og to do kaldes hjælpeverber, fordi de ‘hjælper’ et andet verbum som del af et sammensat verballed. Når de optræder som hjælpeverber har be, have og do ingen betydning i sig selv - men de påvirker hovedverbets betydning på forskellige måder. Nogle gange har de en helt konkret effekt på verbets tid (fx bruges to have til at markere perfektum/førnutid og pluskvamperfektum/førdatid), andre gange har de forskellige andre funktioner (to do kan fx bruges til at danne spørgende sætninger).

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at hjælpeverberne normalt har en effekt på bøjningen af det følgende verbum. Fx skal det følgende verbum altid stå i infinitiv (navnemåde), hvis du bruger to do som hjælpeverbum. Pas derfor på du ikke bare kommer til at smide hjælpeverbet ind uden at lave de relevante ændringer andre steder i sætningen, det er en typisk kilde til grammatiske fejl.

Bemærk at modalverberne også bruges til at danne nogle typer sammensatte verballed, men der gælder lidt særlige regler for dem. Du kan læse mere om modalverberne her.

Hjælpeverbet to be bruges til udvidet tid og passiv

Hjælpeverbet to be har to primære funktioner. Det bruges til at danne udvidet tid og det bruges til at danne passiv.

Hovedverbets form fortæller dig, hvilken af de to funktioner to be har i den konkrete sætning.

Hvis hovedverbet står i præsens participium (lang tillægsform/ing-form), bruges to be til at danne udvidet tid:

Du kan læse mere om udvidet tid her.

Hvis hovedverbet står i perfektum participium (kort tillægsform) bruges to be til at danne passiv:

Du kan læse mere om passiv her.

Hjælpeverbet to have bruges til førtiderne

Hjælpeverbet to have har to mulige funktioner. Det kan bruges til at danne perfektum (førnutid) og det kan bruges til at danne pluskvamperfektum (førdatid). I begge …