Spansk eksamen: Studienets vejledninger

Her får du overblik over Studienets hjælp og vejledning til Spansk eksamen. Uanset om du skal til eksamen i Spansk A på STX eller HHX er der her hjælp at hente.

Spansk A på STX

Se vores vejledning til og besvarelse af det vejledende opgavesæt 'Adolescentes pandilleros'. Denne vejledning og besvarelse hjælper dig til at få bedre styr på, hvad den digitale eksamen for STX indebærer, og den giver dig samtidig eksempler på gode besvarelser af både delprøve 1 og 2. Se også vores andre besvarelser og vejledninger til digitale eksamenssæt på STX. 

Til skriftlig eksamen i Spansk A på STX gælder det for digital eksamen, at der er to delprøver, der dog har samme tema. Delprøverne er struktureret således:

Delprøve 1: Besvarelse af spørgsmål: Denne delprøve er uden hjælpemidler, og er baseret på en tekst. Du skal besvare i alt 14 spørgsmål, hvoraf nogle er multiple choice, mens andre er mere frie opgaver, hvor du for eksempel skal skrive sætninger eller lave billedbeskrivelser på spansk. De første 3 spørgsmål er altid de samme, og handler om tekstens genre, tema og formål. Du har en time til denne delprøve. 

Delprøve 2: Fri del: Denne delprøve er med alle hjælpemidler, og her skal du selv formulere en besvarelse baseret på den opgaveformulering, du får stillet. I din besvarelse skal du inddrage teksten fra delprøve 1, samt en eller flere af de tekster, som du får udleveret sammen med delprøve 2. Det fremgår altid af opgaveformuleringen, at du skal skrive din tekst som en bestemt genre. Dette kan være enten en artikel, en anmeldelse, et læserbrev, en dagbog eller et brev. Du skal i alt skrive 300 eller 250 ord afhængig af hvad opgaveformuleringen beder dig om, og du har 3 timer til denne delprøve. 

Skriftlig eksamen i Spansk A på STX

I denne guide kan du få et overblik over den digitale skriftlige eksamen i Spansk A på STX .

Spansk A på HHX

Se vores vejledende besvarelser af forskellige eksamenssæt for digital eksamen på HHX. Disse vejledninger hjælper dig til at få bedre styr på de opgavetyper, der forekommer til eksamen, og giver dig samtidig gode eksempler på besvarelser af de forskellige delprøver. Hvis du skal til digital eksamen i Spansk A på HHX, består den af to delprøver, der dog har samme tema. Delprøverne er struktureret således:

Delprøve 1: Besvarelse af spørgsmål: Denne delprøve er uden hjælpemidler, og er baseret på en tekst. Til eksamen er der 14 spørgsmål, som du skal besvare. Heraf er nogle af spørgsmålene multiple choice, mens andre opgaver er mere frie, hvor du ffor eksempel skal lave en billedbeskrivelse eller skrive nogle sætninger på spansk. De tre første spørgsmål i delprøve 1 er altid de samme, og handler om tekstens genre, tema og formål. Du har en time til at besvare denne delprøve. 

Delprøve 2: Fri del: Denne delprøve er med alle hjælpemidler og består af to opgaver. I opgave 1 skal du selv skrive en tekst på 250 eller 200 ord (afhængig af opgaveformuleringen) af en bestemt genre, der er baseret på en opgaveformulering. Den genre, som du skal skrive, kan enten være en artikel, en anmeldelse, et læserbrev, en dagbog eller et brev. I denne tekst skal du inddrage teksten fra delprøve 1 og en eller flere af de tekster, som du får udleveret til delprøve 2. I opgave 2 skal du skrive en erhvervsorienteret opgave på ca. 50 ord, der handler om virksomhedskommunikation. Du har 3 timer til denne delprøve. 

Skriftlig eksamen i Spansk A på HHX

Dette er vores vejledning til den digitale form for skriftlig eksamen i Spansk A på HHX.

Mundtlig eksamen i Spansk

Læs Studienets vejledning til mundtlig eksamen i Spansk A

Den mundtlige eksamen i Spansk består af en præsentation af en ukendt tekst på spansk, og en samtale om et ukendt billede. Du får 60 minutter til at forberede dig på begge dele.

Din præsentation af den ukendte tekst skal vare ca. 5-7 minutter, og derefter indgår du i en dialog med lærer og censor om teksten. Denne del af prøven varer ca. 15 minutter i alt. Det er vigtigt, at du selv sørger for at holde dialogen kørende om teksten, så censor og lærer kan se, at du kan finde ud af at holde en samtale i gang på spansk. 

Efterfølgende har du en samtale med lærer og censor på spansk om det ukendte billede, hvor du skal vise at du kan lave en billedbeskrivelse på spansk. Her kan du også inddrage din viden om samfundsmæssige og kulturelle forhold i den spansktalende verden.